Maalsagen; nu for Tiden tar vi det mere prosaisk. Vi siger: hvis Landsmaalet viser sig saa leve- og udviklingsdygtigt som det har vist sig hidtil; hvis Bymaalenes Fornorskning herefter skrider frem som før, (og hvis der blir arbejdet saa dygtigt paa Dansknorskens Sprængning og Forvirring, som Bjørnson og Knudsen har arbejdet hidtil), — saa naar vi et Fællesmaal paa Landsmaalets Grund. Hvis ikke, — saa blir vi siddende i den Sprogforvirring, som alt er begyndt, indtil f. Ex. Svensken siger ind paa os og faar Magten; det helstøbte og selvsikre vil nemlig altid være skikket til at faa Magt over det splittede og uselvstændige.
— Men det er i Utrængsmaal! siger Bjørnson, og saa nævner han mig som Exempel, Jeg er »Bevægelsens første Mand«, og endda skriver jeg Dansk bedre end Norsk; have vi mere Vidnesbyrd behov?
Jeg begynder at bli kjed af den Kompliment nu. Allerede Hartvig Lassen sa den Ting, da jeg for ti Aar siden begyndte at skrive om Maalet i »Aftenbladet«, og siden siger de det bestandig, naar de skal sige noget slaaende.
De kunde vel engang begribe, at naar et ikke ganske ubegavet Menneske arbejder energisk i tyve Aar paa at lære et Sprog, saa maa han vel til syvende og sidst kunne det ogsaa. Landsmaalet derimod — jeg har ikke havt en Times Undervisning i at skrive det; det var noget, jeg simpelthen tog mig til, da jeg var 27 Aar; dertil kommer, at Landsmaalet jo i sig selv ikke har den Udvikling endnu som Dansken. Naar jeg saa tiltrods for alt dette har kunnet bruge Landsmaalet til Forfatterskab i alle mulige Kulturemner — Politik, Religion, Æsthetik; og naar jeg ovenikjøbet i dette samme Maal har leveret skjønliterære Arbejder, der staar paa Højde med, og er fuldt saa moderne som det meste af det, der skrives paa Dansknorsk, — saa synes jeg, man deraf burde drage den Slutning, at altsaa kan Landsmaalet bruges til Kulturmaal. Men det
