den ene tilsidst sejrer, fordi den blir stærkest, eller
begge sejrer ved et eller andet Slags Kompromis, det
hører til de Ulemper, som et Land faar taale.
Overgangen er jo alt begyndt; Forvirringen er der; Bjørnson har ikke været den, der har hjulpet mindst til. Vi er forlængst i Drift mod et nyt Skriftsprog. Lad os ta det med Ro altsaa og bare arbejde. Er vi Bogmennesker, saa faar vi bruge hver den Form, vi liker bedst, bare vi gjør noget dygtigt.
Engang skrev B. B. til mig om Maalsagen, at
han likte noksaa godt denne lille rislende Fjeldbæk i
vor Udvikling. Nu liker han den ikke mer, eftersom
den ikke længer vil være bare Fjeldbæk. Den voxer;
den tegner til at ville blive Elv. K. Knudsen har i
sin sidste Bog til Skræk og Stimulans for dovne
Disciple skræmt med, at hvis man ikke tar sig i Agt,
vil den kanske endog komme til at blive Elva.
Saa er Bjørnson blit ræd denne lumske Fjeldbæk, som truer med at bli Elv; den er istand til at vaske Gaardene ud under Fødderne paa os og til syvende og sidst dra afsted med alt det dyrkede Land, som i Dalen findes.
Det er Maalkurserne, han denne Gang er efter. Han har ikke noget imod, at Barnets »eget Maal«, som han sætter i Gaaseøjne, bruges ved den første Undervisning, nemlig til at hjælpe Barnet op i Dannelsens Maal (Bonnevies og Hertzbergs Standpunkt); men naar man nu, for at sætte saa mange Lærere som mulig istand til at bruge Dialekterne paa skikkelig Vis, har
