han. Værst er det med »Ivar Mortensons Blad«; det volder ham stor Møje. Sprogets Rhytme besværer ham; det blir tilsidst saa tungt, at han er ude og brøjter. »Og saa blir jeg efterhvert« — fortsætter han — »elendig fattig i det; han (Bladskriveren) har gjort noget ved mig, saa jeg ikke har min fulde Aandsmagt. Akkurat som han kom ind i min lyse Stue og tog ud Vinduerne og satte andre ind, nogen smaa, nogen i Blyrammer og med grøngult Glas. Der paakommer mig efterhaanden en bestemt Følelse af Kulde.«
Skjønt ikke alle Mennesker blir saa angrebne af at læse et fremmed Sprog, kommer jeg dog, ved at læse disse Klagemaal, til at tænke paa, hvad der maa føles og fornemmes af dem, som er opvoxede i Bygdemaal, naar de en vakker Dag skal til at læse dansk-norsk.
Skolen tager dem, naar de er 8 Aar. Og saa faar de med engang det halvfremmede Sprog over Hovedet paa sig som en Hætte.
Da kan det vel hænde, at de ogsaa faar Fornemmelser af Besvær, af at maatte oversætte og ikke kunne, af Vinduer med grønt Glas og af megen Uklarhed. Der blir gjort noget ved dem, saa de ikke har sin fulde Aandsmagt. De skjønner naturligvis ikke, hvad der er i Vejen, men tror, det er de selv, som er dumme. Der gaar Aar væk, før de faar vænt sig til at oversætte nogenlunde sikkert.
Det skulde Bjørnson betænke, og ikke klage fuldt saa sørgeligt for sin egen Part.
Det er saadant noget, som skaber Maalstræv i et Land og holder det oppe. Det nationale ved Sagen har naturligvis ogsaa været stærkt fremme og havt megen Betydning. Vort norske Sprog laa som et nedtraadt Gjærde, syntes man, og man vilde gjerne ha Gaarden ordentligt bygt. Men det praktiske ved Sagen, Oplysningsspørgsmaalet, kommer alle Dage til at veje tyngst.
For Fremtiden kommer det til at veje tyngre end nogensinde hidtil. Nationalitetstanken kan man lægge mere eller mindre Vægt paa; det er en historisk Ide,
