K. Knudsen og efter ham Björnst. Björnson spør, om det er de norsk-norske eller de dansk-norske, som skal vinde her i Landet. Dertil svares: de kommer vel egentlig til at vinde begge to.
Det Sprog faar Overvægten, som bag sig har de fleste Mennesker og de stærkeste Interesser. Det andet vil faa med akkurat saa meget af sit, som det har været istand til at hævde.
Man kan sammenligne de to Sprog og finde, at det ene er det andet saa og saa overlegent i Udvikling, har en saa og saa meget rigere Bogavl, osv. Men dermed har man ikke afgjort noget. Fransk er ganske sikkert rigere og finere udviklet end Flamsk og har en ganske anderledes gild Literatur; alligevel kjæmper Flamsken sig frem paa Liv og Død, og den vinder frem ogsaa, som vi ser, nemlig fordi der i Belgien er saa og saa mange Mennesker, som for sit vedkommende har mere Brug for Flamsken end for Fransken.
Det er sligt, man maa regne med, naar man vil vide, hvem der skal »vinde« i en Maalstrid.
— Bjørnson vil, som Professor Monrad i gamle Dage, gjerne negte Landsmaalets Udviklingsdygtighed, ligesom han ogsaa siger opigjen den gamle Misforstaaelse om, at »Landsmaalet« var landsgyldigt for mange hundrede Aar siden, men stanste da. Særlig vil jeg gjøre opmærksom paa hans Klager over det plagsomme for ham ved at læse Landsmaal. Han maa oversætte, siger
