som har sin Tid. Men hvad Samfundene kommer til at arbejde paa mer og mer, er, at ethvert eneste Individ blir et oplyst Menneske. Et virkeligt oplyst Menneske, ikke bare saadan konfirmationsoplyst. Og da blir Sproget først og fremst et Meddelelsesmiddel, ikke saa meget en Gjenstand for Dyrkelse. Det kommer til at gaa med Sprogenes Penhed og Finhed som det bedst kan. De fleste Mennesker har liden Tid, og meget skal læres; — man kommer til at snakke Dialekt til Ungerne, Bygdemaal, Gademaal, hvadsomhelst, bare man faar dem til at forstaa helt og trygt og faar dem ordentlig med. Vi Nordmænd, som ikke egentlig har noget Sprog at dyrke og tilbede, kan gjerne være dem, der begynder.
Bygdemaal i Skolen! det er Maalsagen for mig. Alle Mennesker i Landet kan bli saa oplyste og grejt tænkende, at vi ikke længer skal behøve at frygte »Bøndernes indrykkende Samfund«.
Fremtiden vil forlange, at intet Menneske skal mangle menneskelig Dannelse, ligesom intet Menneske skal sulte. Det vil være heldigt for de Samfund, som indretter sig paa det kommende i god Tid. Lad os sørge for vore Folkeskoler; lad os begynde at sørge alvorligt for dem. Udstyre dem saa godt som muligt; fjerne saa meget som muligt af alt, hvad der hindrer den knappe Undervisningstids fuldstændige Udnyttelse. Fjerne alt unyttigt Stof altsaa, og saa fjerne al sinkende, besværende Form. Pontoppidan ud, Bygdemaalene ind. Der kan læres utrolig meget paa kort Tid, naar man indretter sig fornuftigt.
Faar vi saa, ved Siden af vor prægtige dansk-norske Literatur, en god norsk-norsk for dem, som maatte foretrække det Sprog, fordi de da ikke behøver at oversætte, saa lad gaa; det kan ikke gjøre noget, bare Menneskene blir oplyste og dygtige. Bjørnson taler om at flytte ud af det ene Sprog og ind i det andet, som man flytter ud og ind af et Hus; saadant sker ikke; men et Par forskjellige Sprogformer, hvoraf
