i alle Tilfælde uden Vanskelighed sige, hvad der skal betragtes som Sprogvarieteter (Dialekter af samme Sprog) og som Sprogarter (selvstændige Sprog). F. Ex. Portugisisk betragtes nu af alle som et selvstændigt nationalt Sprog. Men da »den portugisiske Literaturs Fader« Camoens skrev sit bekjendte Os Lusiades paa det samme Sprog som det nuværende Portugisiske, sa han, at »han vil besynge de portugisiske Helte i vort skjønne spanske Sprog.« For ham stod altsaa Portugisisk (Galicisk) som var Societetens Sprog der, som spansk Maalføre, og dog er det nu Mediet for en temmelig forskjellig Nationalitets Aandsliv.
Vi mener ogsaa, at det praktisk er ligegyldigt, enten man opfatter en Mundart som »Maalføre« eller »Maal«, »Dialekt« eller »Sprog«, naar blot »Dialekten« eller »Sproget« er kommen til den Selvbevidsthed, at den (eller det) vil frem.
Selve det Knudsenske Maalstræv er jo et Vidnesbyrd om, at han og hans Tilhængere anser Forskjellen mellem Dansk og Norsk for at være saa stor, at den har praktisk Betydning. Knudsens Skrifter vrimler jo ogsaa af Udtalelser i denne Retning. Og Bjørnson foreslaar i »Syn for Sagn« flere danske Ord afløst af norske.
Praktisk er man altsaa i Maalsagens to Hovedlejre enig om, at der er Forskjel paa Dansk og Norsk. Det er kun om den rette Vej til et norsk Fællesmaal, at de tvister.
Her lægger Knudsen og hans Mænd den væsentlige Vægt paa Ordforraadet, medens man fra den anden Side fremhæver Sprogets Former. Knudsen mener rigtignok, at han har fundet, hvad han kalder den landsgyldige Udtale. Men er dette mer end et fromt Ønske? Lyder i den levende Tale f. Ex. de haarde Konsonanter i Flertallet af de dannedes Mund? Eller er det ikke blot et Mindretal, der siger f. Ex. »hate«? Og »Sanhet«, »Kjærlighet« og i det hele dette »het«, hvor mange er det, som bruger det? Under Nils Wichstrøms Ledelse af Bergens Scene blev Knudsens »lands-
