hæve den til Skriftsprog.« Og Miklosich klager over den Tid og Kraft, som bortkastes paa dette unyttige Stræv.
Samme Klager som hos os.
Et Snes Aar senere havde Slovakisk hævet sig til Literatursprog for de to Millioner Slovaker med 4 Aviser, Bibeloversættelse og adskillig anden Literatur.
Gaar det ikke samme Vej hos os?
Man bør ogsaa lægge Mærke til, at Slovakisk her ansees for en Dialekt af det konkurrerende Czekisk, medens ingen falder paa at kalde de norske Bygdemaal for Dialekter af Dansk, — i det højeste skandinaviske Dialekter, hvilket vilde have sit Sidestykke i Betegnelsen »Vestslavisk« for Slovakisk. Men Miklosich kalder det ikke saa, men en czekisk Dialekt.
Til Trods for dette nære Forhold mellem Slovakisk og det gamle czekiske »Fællesmaal« gik ikke Slovakeren den Vej at forsyne Czekisken med slovakiske Ord. De rejste sit eget Maalføre til Skriftsprog.[1]
Om Forholdet mellem Norsk (Bondemaal), Dansk og Svensk kan der tvistes. Der er gode Grunde for at betragte dem som Dialekter af et — tænkt — skandinavisk Fællessprog, men der er mindst ligesaa gode Grunde for at opstille dem som tilhørende tre forskjellige Sprog. Ligesaalidt som det i Zoologien er let skarpt at begrænse Forskjellen mellem Varieteter og Arter — hvad den ene Forsker har betragtet som to Varieteter af samme Art har en anden behandlet som to Arter —, ligesaalidt kan man i Sprogvidenskaben
- ↑ Tvelyden (Diftongerne) kan det neppe nytte at drøfte med B. B. Han sammenstiller Lyden i roa (roy) med den i Stue, medens alle romanske Filologer henfører den til Tvelydene. Roa udtales ikke i 2 Stavelser som Stue, men i en. Vi har i enkelte norske Dialekter noget lignende, saaledes Geud (for Gud) udtalt i en Stavelse).
