gyldige Udtale« strængt fulgt. Men »Spraak«, »hate« og »het« vakte Anstød der, hvor man taalte »Bok«, »mate« og »lage«. Sandheden er den, at Societetens Tale, selv blandt de yngre, der med Bevidsthed søger at følge Knudsens Princip, endnu er inkonsekvent.
Imidlertid er det som sagt paa Glosernes, Ordenes Norskhed, at Knudsen lægger Hovedvægten. Han har, saavidt vi har opfattet ham, omtrent ment som saa: vort Skriftsprog kan ramme alle disse Ord. Der er intet ivejen for paa den Maade at faa et fuldstændigt norsk Sprog med bare norske Ord.
Herpaa har man saa svaret fra den anden Side: Nej, det nytter ikke, det er fremfor alt Formerne, det kommer an paa. Oprindelig hed det ikke saa i Landsmaalets Lejr. Ivar Aasen lægger i Theori som Praxislige megen Vægt paa Glosernes som paa Formernes Ægthed. Alle kjender hans Digt »Lovtale over Kulturen« med dets Haan over den stærke Brug af Fremmedord.
Yngre Maalmænd har dog, som fremhævet af Knudsen, gjort Formerne til det ene bestemmende. Saaledes har Stipendiat Ross sagt: »Sprogets Aand er i Formen, Ordformen, Bøyningsformen, Sætningsformen.« Han har her givet Tanken et noget ensidigt tilspidset Udtryk. Privat har han udtrykt den saaledes: »Det er Formen, Ordformen, Bøyningsformen, Sammensætningsformen, Sætningsformen, Periodeformen, Idiomet, Stilen — og ikke Gloserne (der er Materien), som gjør Sproget.«
I Hovedsagen tror vi ogsaa, at Ross har Ret. Professor Bugge kalder paa sine Forelæsninger Angelsaxisken ligetil Oldengelsk, aldeles ignorerende Engelskens franske Gloseforraad. Hvad der gjør Italiensk, Spansk, Fransk osv. til forskjellige Sprog, er dog vel ikke de stakkars græske Gloser i Italiensk, de arabiske i Spansk og de germanske i Fransk, men det, at de har udformet det samme Stof, det fælles latinske Modersprog (med dets Gloser) hver efter sin historisk udformede nationale, legemlig-aandelige Konstitution.
