vending, at dette skede for nogle hundrede Aar tilbage. Vi skal derfor tage et Exempel fra Nutiden: Slovakisk overfor Czekisk. B. B. har rigtignok nedlagt sit Interdikt mod Benyttelsen af dette Exempel. Men vi vover det alligevel. Thi han kjender ikke Forholdene. Han lægger Vægten paa, at Slovakerne bor mellem fremmede Folk og slutter deraf, at de i meget har gjort en anden Vej end Czekerne. Dette er nu kun delvist sandt. Endel Slovaker bor i Mähren, hvor Sproget forresten er Czekisk.
Slovakerne er ifølge Johnstons og Berghaus’s »physikalske« Atlasser og efter andre Kilder et Folk paa ca. 2 Millioner. De bor i det nordlige Ungarn og en liden Snip af Mähren fra Pressburg og Marova i Vest til Byen Ungvar i Karpaterne i Øst. De er for en stor Del Protestanter, helt fra Reformationens Tid, og har saaledes i halvfjerde Aarhundrede havt Gudstjeneste i et Sprog, der skulde gjælde for deres Modersmaal, ligesom Dansken hos vore Bønder. Dette Sprog, som indtil den senere Tid indtog denne Stilling, var Czekisk, Hovedsproget i Bøhmen og Mähren. De to Sprog ligger hinanden noget nærmere end Svensk og Dansk. Vi tror saaledes, at det maa indrømmes, at Ligheden mellem norsk og slovakisk Maalrejsning er stor. B. B. vil vel ikke nægte, at det han kalder vort Fællesmaal ialfald har dansk Oprindelse. Norske Bønder og Slovaker har altsaa det tilfælles, at de i lange Tider har til sit officielle Maal havt en nærbeslægtet Mundart.
Det slovakiske Maalstræv har da ogsaa vakt samme Forbitrelse som vort og er bleven mødt med den samme Kritik.
Den store slaviske Sprogmand, Miklosich, siger i Fortalen til sin »Vergleichende Grammatik der slavischen Sprachen«, Leipzig 1852, om Forholdet mellem Czekisk og Slovakisk: »Saa vigtig end denne Dialekt af Czekisken er for Sprogforskeren, saa meget er det at beklage, at Slovakerne i vore Dage stræver for at
