uærlig, men som talte man om Ting, ens egen Samvittighed sa, man ikke kjendte rigtig til. Det vilde derfor ikke alene være mest dannet, men det vilde være i Diskussjonens, Sandhedens, Sagens, Udviklingens Interesse, at man ikke satte sig paa det moralske Dommersæde, uden hvor det var uundgaaeligt nødvendigt. Det kan friste til Efterligning. Den dømte kan tage Repressalier hos den selvkaldede Dommer og Sagen glemmes over personligt Kjævl.
Der er Lærdom at hente fra Sproghistorien, selv fra Englands og Belgiens. Naar Exemplerne anføres, saa mener man ikke derfor, at Ligheden er fuldkommen eller endog udpræget. Nægtes kan det dog ikke, at der er megen Lighed mellem vort »Bondemaalstræv« og det nu saa vidt fremskredne katalanske Sprogstrævs Forhold til Spansk (kastiliansk), Plattysken til Tysk, og Provençalsken til Fransk, men der er ogsaa adskillig Ulighed paa Grund af sociale og politiske Forhold. Dog ikke større end at man har Ret til at pege paa Ligheden, naar der siges, at den europæiske Udviklingsstrøm fører bort fra en Maalrejsning som vor.
Der kunde ogsaa være Grund til at minde om, at Dansk i lange Tider har været Skriftsprog i Sverige — Gustav Wasa skrev sine Breve paa Dansk — indtil den svenske Bibeloversættelse, optaget uden positivt Hensyn til Dansken, men derimod med Henblik til Gammelsvensk og derfor vel meget med Bevidsthed antikiseret, bragte Svensken frem igjen ved Midten af Aarhundredet. Imidlertid havde endel svenske Bygder — ikke Skaane og andre sydsvenske, der var danske, men ægte svenske — gjort sig saa fortrolige med den danske Bibel, at de næsten gjorde Oprør, da deres Regjering vilde indføre den svenske (ligesom de danske Slesvigere i sin Tid mod den danske Bibel).
Vi er forberedt paa her at mødes med den Ind-
