sproget blir norsk. Der maa nemlig være et vist Forhold mellem »det dannede Talesprog« og Skriftsproget.
Dette ved vi fra England, hvor »Generalnævneren« netop var et brændende Spørgsmaal i Aarrækker. Efter Erobringen forsvandt, praktisk talt, den angelsaksiske Literatur, Normannisk-fransk var de herskende Klassers og de talrige Indvandredes Talesprog og altsaa ogsaa, ved Siden af Latin, Skrift- og Administrationssproget. En engelsk Forfatter siger:
»Det franske Sprog i dets normanniske Dialekt blev det eneste Omgangssprog, som kunde bruges i de bedre Kredse (the only polite medium, of intercourse). Det indfødte Maal, foragtet ikke blot som noget ubekjendt, men som Sproget hos en undertvunget Race, blev overladt til Bønder og Trælle (boors and serfs), og blev, undtagen i nogle faa spredte Tilfælde, slet ikke anvendt i Skrift. Det naturlige Resultat heraf viste sig. Da den dannede Generation, som levede paa Erobringens Tid, uddøde, og Sproget ophørte at blive læst og skrevet, mistede det alle sine Ord for de højere Begreber (literary words).
De dagligdagse Ord og Udtryk, hvis Bevarelse er uafhængig af Bøger, levede saa kraftigt som nogensinde paa Folkets Læber; men de literære Termini, de, som vedkom Videnskab, Kunst og højere Dannelse, de dristige Kunstudtryk, de figurlige Omskrivninger i Poesien, glemtes snart. Det praktiske Ordforraad skrumpede sammen til en Brøkdel af dets tidligere Omfang. Og da Engelsk flere Menneskealdre senere atter begyndte at bruges i Folkeliteraturen, var de eneste Ord, som havdes ved Haanden til at udtrykke over Hverdagslivet liggende Tanker, at finde i det franske Sprog, som brugtes af de priviligerede Klasser, der Slægtled efter Slægtled havde siddet alene inde med Kunst, Videnskab, Lovkyndighed og Theologi. Paa Grund deraf følger med enhver suceessiv Brug af det engelske Sprog i Literaturen en stedse stigende Anvendelse af franske Ord til at erstatte glemte engelske, indtil de franske Ord i Chau-
