Side:Norsk eller Dansk-Norsk.djvu/29

Fra Wikikilden
Hopp til: navigasjon, søk
Denne siden er korrekturlest


cers Dage (1350—1400) dannede en vældig Portion af Ordforraadet.« 

Videre heder det: »Enhver, som ønskede at have Omgang med de dannede Klasser og tilstedes Adgang til Personer af Rang, Autoritet eller Indflydelse, fandt det nødvendigt, var han end en Ætling af selve Alfred den store, at tale Fransk i godt Selskab og at skrive paa Fransk alt, hvad han ønskede at dannede Folk skulde læse.« 

»Det angelsaksiske Sprog blev ikke længer lært i Skolerne og heller ikke talt i de højere Kredse.« 

Der var i England en betydelig og værdifuld Literatur paa Fransk, omfattende omtrent alle Hovedgrene af menneskelig Kunst og Viden, medens der lige til Slutningen af det 14de Aarhundrede ikke kunde tales om nogen Literatur paa Engelsk. Præsteskabet var ivrigt for at udbrede Kjendskab til Fransk blandt Folkets store Masse. Det fandt det uheldigt, at Sjælesørgeren ikke skulde blive forstaaet af sit Sognebarn, naar han bragte ham religiøs Trøst paa Sottesengen. Derfor udbredtes der ivrigt franske Smaaskrifter (treatises) blandt Folket. Men de omvandrende Barfodmunke modarbejdede disse Bestræbelser fra Præsteskabets Side. Thi de prækede paa Folkets eget Maal.

Under Henrik III, i Midten af det 13de Aarhundrede, gjordes der et alvorligt Forsøg paa at gjøre Fransk til det engelske Folks eneste skrevne Sprog. Om Forsøget under andre Omstændigheder vilde være lykkets, er ikke godt at sige.

Heldigvis havde Tabet af Normandie i 1204 svækket Franskens Stilling i Landet, da de fransktalende i England fra den Tid af maatte holde sig oppe ved egne Kræfter, med saa meget mindre Hjælp udenfra, som England senere indvikledes i Krig paa Liv og Død med Frankrige. De engelsktalende Bueskytteres (yeomens) glimrende Andel i de (fransktalende) engelske Kongers Sejre over Franskmændene bidrog til at hæve Selvfølelsen hos den engelsktalende Del af Folket, og det