Side:Norsk eller Dansk-Norsk.djvu/27

Fra Wikikilden
Hopp til: navigasjon, søk
Denne siden er korrekturlest


»Langue d’oc er et Sprog, som endnu ikke har talt sit sidste Ord i Verdens Digtekunst.« 

Men for Frankrige som Enhed vil et provençalsk Maalstræv maaske ikke være heldigt, da de Egne af Frankrige, hvor langue d’oc tales, i geografisk Henseende danner en vel afrundet Helhed.

Det katalanske Sprog i Spanien (det, der tales i Barcelona og det gamle Grevskab Cataluna af ca. 2 Millioner Mennesker) er et fuldt udviklet Literatursprog, der bruges i »det line Selskab«, paa Theatrene, i Pressen, i Videnskaben osv. At det skal blive fortrængt af det spanske (ɔ: kastilianske), derom vil der ikke kunne være Tale.

Det lillerussiske Sprog, som forfølges af Regjeringen uden at kunne besejres, vil sikkerlig engang i Tiden komme til Hæder og Værdighed.

Der kan anføres talrige Exempler paa, hvorledes i vor Tid Sprog, der længe har været tilsidesatte som Dialekter, har arbeidet sig op til at blive selvstendige Literatursprog, ikke bare under Kamp med Sprog af forskjellig Stamme, men ogsaa mod nærbeslægtede, som f. Ex. Slovakisk ligeoverfor Czechisk. Udfaldet af Kampen beror paa et Sprogs Livskraft, der igjen beror paa mange forskjellige Forhold. Det irske Sprogs Forsvinden i Irland er et Exempel paa, hverledes Sproget kan være betydeligt mindre livskraftigt end Nationalfølelsen. Det modsatte viser sig i langue d’ocs Forhold til langue d’oui, i Kymrisks Forhold til Engelsk, for at tage to indbyrdes meget forskjellige Exempler, medens man om det katalanske Sprog maaske kan sige, at Nationalfølelsen og Sprogets egen Kraft arbejder Haand i Haand.

Et Sprogs Fremtid beror i væsentlig Mon paa, om de i aandelig Henseende ledende Klasser bruger eller tilegner sig det. Naar den Tid kommer, at vore Bønder rundt om i Landat med Rette vil kunne regnes til den højst oplyste Befolkning, og de endda taler sit eget norske Sprog, da kan det umulig slaa fejl, at Skrift-