Side:Norsk eller Dansk-Norsk.djvu/26

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

Italien nogen bedre end det nuværende italienske, det førstnævnte udviklet af en Dialekt, der taltes i den uden Sammenligning indflydelsesrigeste Del af Landet, det sidste fremgaaet af en Mundart, der netop holder Middelvejen mellen Syditaliens og Norditaliens Sprog, da vilde Spørgsmaalet om et samlende Maalstræv i disse Lande kunde lade sig drøfte.

Vi vil her ingenting have udtalt om, hvorvidt ikke Bretagnerne (keltisk Sprog), Provençalerne, Piemonteserne, engang skulde kunne finde for godt at ville have sit Sprog anvendt i Administrationen og Skolen, som det aldrig har ophørt at være anvendt i Literaturen. Dette vil de kunne gjøre med Krav paa, at man skal respektere deres Ønske, dersom den Tid kommer, at Egnens Talesprog blir Omgangssproget for dem, der sidder inde med Tidens højeste Dannelse. Allerede nu har det provençalske Maalstræv naaet et Omfang, der har vakt Skræk i Paris.

Det lader sig nemlig ikke godt tænke, at f. Ex. de dannede Folk i Arles, Avignon, Montpellier, Toulouse o. s. v. skulde tale langue d’oc og dette dog ikke faa Udtryk gjennem Bogavlen, Avisliteraturen o. s. v. Det er heller ikke, historisk seet, umuligt, at det provençalske Maalstræv vil kunne lede til praktiske Resultater, naar Oplysningen trænger ned i Massen af Befolkningen i Frankriges sydlige provinser. Provençalsk — i forskjellige Mundarter — var nemlig et administrativt og literært Sprog lige til det 15de Aarhundrede, i Béarn endog til det 17de Aarhundrede. »Provençes Deling i Departementer i 1790« — vi citerer her en udenlandsk sprogkyndig Kilde — »udslettede endelig alle Spor af Landets gamle Forfatning, men Folket bevarer endnu i de bløde Toner, som udmærker dets langue d’oc, en Levning af fordums Uafhængighed, som aldrig vil dø ud.« »Maaske«, heder det videre, »har Literaturen i en langsomt uddøende Dialekt ingen stor Fremtid ivente, men der savnes ikke Exempler af ny Dato, der viser, at der endnu er Levedygtighed i Folkets Sprog.«