saa vakkert over i »Dannelsens Maal«, skal kunne gaa ud og undervise i »Barnets eget Maal« ofte i fremmede Bygder, uden Spor af Vejledning eller Hjælp,
Altsaa faar vi greje os med »Maalkurser« indtil videre.
— Egentlig skulde B. B. fra sit Standpunkt være ligesaa glad i Maalkurserne som vi. Det, der gjøres til Fordel for Folkemaalet, kan jo ikke efter hans Tro føre til, at »Generalnævneren« blir Skriftsprog; det er umuligt, naturstridigt. Skrefsrud har sagt det: Sprogene udvikler sig aldrig bagover. Alt, hvad der gjøres for Folkemaalet, kan altsaa faktisk kun føre til, at det af B. forfægtede Maal derved »blir rigere og venere«, faar netop den friske og jevne Tilførsel fra Bygdemaalene, som han selv maa ønske! Blodoverførelse altsaa, ikke Blodtapning.
Men det har B. B. ikke husket paa.
Sammenligningerne mellem vort Maalstræv og andre europæiske Sprogkampe kan jo B. B. slippe, naar han vil. Men saa længe han i Kampen mod »Bondemaalstrævet« snakker om, at sligt som Dyrkelse af et Folkemaal til Svækkelse af Landets Kultursprog, — sligt finder ingen Mennesker paa, — saa længe vil han til sin bestandige Ærgrelse bli mindet om, at Maalreisningskampe er et meget europæisk og meget moderne Fænomen, og at Forholdene i andre Maalstrævland ligner vore egne mere end man skulde tro, navnlig hvad Dannelsens Brøl angaar. At Forholdene forresten paa forskjellige Steder aldrig blir ganske ens, skulde være
