Side:Norsk eller Dansk-Norsk.djvu/16

Fra Wikikilden
Hopp til: navigasjon, søk
Denne siden er korrekturlest


er et Paafund for Lejligheden. I mange hundre Aar har de jo været skilt i Sverige! Ja ogsaa i Danmark som og i vor dannede Tale.«

Det træffer ikke Skaaken engang.

I uklar Forbindelse hermed nævner B. B., at Østerdalen mangler Diftonger, medens Jæderen mangler haarde Konsonanter. Derfor skulde ikke Diftonger og haarde Konsonanter være karakteristiske for Norsk.

Ja det har gamle Knudsen maset med længe —: Regelen kan ikke være Regel, fordi den har Undtagelser.

Hvorfor bruger saa de Herrer selv haarde Konsonanter? Bemeldte Konsonanter mangler jo ikke blot paa Jæderen, men helt østover til Arendal! Skal en Ting være unorsk, fordi ikke alle Dialekter har den, saa er altsaa de haarde Konsonanter ogsaa unorske —?

B. B.s Uvilje mod Maalkurserne har samlet sig i det store Udtryk, at ved dem skal nu vort Skriftsprog »blodtappes med Statshjælp.«

Det maa være blodfattigt, Skriftsproget, hvis det virkelig kan føle disse Kurser saa stærkt.

Skriftsproget raar jo egentlig Grunnen aaleine. Saa godt som alt, hvad der bevilges til Skolevæsenet, til Kirken, til Retsvæsenet, til hele Administrationen, kommer jo direkte eller indirekte Dansknorsken tilgode. Og om der i de sidste Aar bevilges nogle hundre Kroner til Maalkurser, saa skal vi huske, at der ogsaa bevilges nogle hundre Kroner til Støtte for Dansknorsken specielt. Der er nemlig en Del dansknorske Skribenter, som har Forfatterløn, Nogle Jakobiter og Gausdøler vil ovenikjøbet, at der skal lægges Skat paa hele den almindelige Oplysning for disse Forfatteres Skyld.

Og saa taler B. B. om Blodtapning! Jeg synes, Storslæggen kunde bruges med bedre Effekt andetsteds, jeg.

Jeg er forresten imod Maalkurserne, jeg ogsaa. Jeg vil ha Maalundervisningen ordentlig indført ved Seminarierne. Men noget maa vi ha. Vi kan ikke kræve, at de unge Lærere, der ved Seminarierne hjælpes