selvsagt; det kan ikke nytte at lade som man tror, at nogen vil sammenligne Dansk og Norsk med f. Ex. Svensk og Finsk i Hensyn paa sproglig Lighed.
Naar B. B. anfører, at i Norge blir Kulturmaalet forstaaet af hver boglært Gut og Gjente i hele Landet, kan man deri være enig, hvis der lægges fornøden Vægt paa Reservationen »boglært«.[1]
Forøvrigt paastaar vi kun, at hver Gut og Gjente vil ha lettere for at bli »boglært«, og vil kunne bli mere »boglært« paa den korte Skoletid, naar Undervisningen foregaar i Barnets eget Maal, d. v. s. i det Maal, som hver Gut og Gjente forstaar uden at være boglært. Og deri er vel ingen uenig.
Vi disputerte om, hvorvidt det norske »Bonde-maalstræv« var nødvendigt for den norske Bonde; B. B. paastod nei.
Jeg lod en halv Tylvt bondefødte Mænd rykke op som Vidner; de maatte vide det ligesaa godt som Bjørnson. Og de sa jo.
Nu svarer Bjørnson: »Der er ikke den sekteriske Bevægelse til, som ikke blir Kulturens ene rette Hovedvej, hvis de, som lagede Sekten, ogsaa var fuldgode Vidner om, hvor Hovedvejen skulde gaa.«
— Det er sligtnoget, jeg kalder at skvætte over i en anden Gade. Det var jo ikke det, vi talte om.
B. talte om vort »ikke ganske trygge Naboskab«; af Hensyn til dette skulde vi la være at skrive norsk-norsk, hvorimod vi nok kunde faa Lov til at drive Knudsensk Maalstræv.
- ↑ B. B. og andre Dansknorske klager over, at de har vondt for at læse Folkemaal; værst er det, naar der skrives Dialekt. Ved hvilken særlig Naadegave skulde Landsfolk ha lettere for at læse og forstaa Dansknorsk?
