finder de ikke paa! Den eneste mulige Slutning, — den drager de aldrig.
Og nu Vinje, som Bjørnson i en tidligere Artikel behandlede paa en Maade, saa jeg ikke gad svare paa det —; han har skrevet uvorrent mangen Gang, det véd vi; men Bjørnson skulde ikke være uvidende om, at der, hvor Vinje dybest og sandest gav sig selv, nemlig i sine Digte, der har han leveret Ting, som er saa »skjære« i Følelsen og saa »høje« i Tanken, at jeg undres paa, hvor Bjørnstjerne Bjørnson i sit »Dannelsens Maal« har overgaaet ham forsaavidt.
Jeg tror ikke, B. B. skulde tale saa høit om »Utrængsmaal«.
Lad hele Maalstræverbanden trine frem, de værste af dem. Der er et Par Bymænd iblandt; dem skyder vi ud som inhabile i dette Spørgsmaal. Og saa mønstrer vi de øvrige: Ivar Aasen, Aasmund Vinje, Olaus Fjørtoft, Ivar Mortenson, Arne Garborg.
De er allesammen bondefødte. De har allesammen passeret Graderne, har Oplysning og Vet som andet Folk, ialfald vil ikke B. B. paastaa andet om Aasen og Fjørtoft. For sin egen Part har de nævnte Mænd ikke »behøvet« noget nyt Maal; de kan — kunde — Dansknorsk allesammen. Ivar Aasen skriver Dansk bedre end nogen her i Landet, og jeg er heller ikke væk altsaa, hvis man kan tro Bjørnstjerne Bjørnson.
Alligevel vidner alle disse bondefødte Mænd, ikke blot i Ord, men i Gjerning, ja i Opofrelse (Vinje fik ikke Digtergage; vore Bøger læses ikke i Danmark), at en Literatur i Folkemaalet er nødvendig, netop af Hensyn til Bonden. En Mængde andre bondefødte Mænd Landet rundt »istemmer«.
Hvor tar saa Præstesønnen B. B. Autoriteten fra til at si det modsatte?
Kan han ikke tænke sig, at der i de nævnte Mænds Oplevelser og Erfaringer er et eller andet, som har tvunget dem ind i den Erkjendelse (der ikke hidtil har været synderlig »lønnet«), at det Sprog, de selv med tung
