Møje har lært, ikke er det, der er bedst skikket som
Oplysningssprog for den norske Bonde?
For min egen Part kunde jeg fortælle og forklare Hr. B., at det er Landsmaalet, som i literær Henseende har været min Redning. Først gjennem det vandt jeg en Form, som var min egen og ikke — som min tidligere dansknorske Stil — kvalmede mig selv ved sin Affektation. Men jeg gider ikke udvikle dette; han er for sint og lej nu til at forstaa det.
Naar Bjørnstjerne Bjørnson sidder i Paris og forestiller sig, hvilket »Brøl af Harme og Haan« der vilde opstaa i andre Land, hvis man der forsøgte med noget saadant som vort Maalstræv, saa er dertil at bemærke, at vi andre ikke behøver at forestille os den Ting; vi kjender Affæren. Vi kjender den fra vor egen Tid og fra vor egen Verdensdel, — fra Ungarn, fra Belgien, fra Finland, fra Smaastater paa Balkanhalvøen. Overalt er der »Brøl af Harme og Haan« — fra dem, hvis Maal tidligere har været det herskende — akkurat som her; og overalt gaar det tidligere undertrykte Maal stadig fremad, trods Brølene og trods Dannelsen — akkurat som her.
Alle Ikke-Maalmænd har følgende Argument:
Den Ting at ta i Brug et Folkesprog, som er lidet udviklet, naar man i Forvejen har et Kultursprog, som er mere udviklet, — den Ting er umulig; intet Folk finder paa sligt.
Dertil svarer vi som saa, at vi kan ikke la os skræmme af det Argument. Thi den Ting: at ta et
