Side:Norsk aandsliv i hundrede aar 1915.djvu/16

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest


II.

Ved Wergelands bortgang blev der stille i landet.

Det var som en fos pludsetig stanset og holdt op at dure.

I denne stilhet hører vi snart nye stemmer. Dog, de var ikke nye, — de hadde ropt længe, vi bare ikke hørte dem, — nu kom de i forgrunden.

De hadde staat omkring fossen og protestert; de opdaget ikke den herlige regnbueglans i fossesprøiten, de hørte kun dens larm og saa kun dens grumsete vande; ti det de krævet var stilhet og renhet.

Nu kom stilheten, det var ikke bare Wergelands bortgang som voldte den; aaret i forveien var Karl Johan død, og med ham den brysomme unionspolitik, som ustanselig hadde revet op i de politiske lidenskaper; hans efterfølger, Oscar I, var en fredsæl mand, av hvem vi ikke behøvde at frygte anfald paa grundloven; de økonomiske forholde var gunstige; patrioterne hadde foreløbig skreket ut, det første larmende selvhævdelsens aar nærmet sig sin ende, — selvfordypelsens arbeide kunde begynde.

Wergeland hadde — stort set — levet i nutiden med ansigtet vendt i utilmodig forventning mot fremtiden; firtiaarenes mænd hadde hovedsagelig sin opmerksomhet optat av fortiden. Fortiden, slik som den aapenbaret sig i folkets historie,