skjænker ham flere timer nu de er saa kostbare. Da han har faat unnagjort det vigtigste, gjør han sig rede til opbrud og sier i rolige, freidige breve farvel til dem han hadde kjær, — tilslut til sine elskede blomster:
Gyldenlak, før du din glans har tabt,
da er jeg det, hvorav alt er skabt,
ja før du mister din krones guld,
da er jeg muld.
Idet jeg raaber: med vindvet op!
mit sidste blik faar din gyldentop.
Min sjæl dig kysser, idet forbi
den flyver fri.
To gange jeg kysser din søde mund,
dit er det første med rettens grund,
det andet give du, kjære husk,
min rosenbusk.
Udsprungen faar jeg den ei at se;
ti bring min hilsen, naar det vil ske.
Og sig jeg ønsker at paa min grav
den blomstrer av.
Wergelands dødsleie er det skjønneste og største øieblik i Norges nyere historie; disse livsfyldte salmer, som med overjordisk renhet klang ut fra en døendes sykeværelse, — like ind i dødens svelg, var indviede og helliggjorte utbrud av det dypeste og værdifuldeste i slegtens sjæl, — den unge overstrømmende følelse av livets magt, den unge straalende tro paa livets fornyelsesevne, den unge uryggelige forvissning om fremskridtets evighet.
