Side:Norsk aandsliv i hundrede aar 1915.djvu/17

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest


— og slik som den endnu levet igjen i fortidslevninger. Wergeland og trediverenes mænd var patrioter og politikere, firtiaarenes betydeligste begavelser var nationale forskere og artister. I denne tid grundlagdes den norske historieskrivning, sprogforskningen, sagn og sangforskningen, eventyrforskningen, den episke digtning, musikken, malerkunsten.

Den mest centrale skikkelse i tiden, den drivende kraft i den nationale videnskap var P. A. Munch.

Man har kaldt P. A. Munch Norges Jacob Grimm. Han hadde ikke alle Jacob Grimms egenskaper, — ikke hans betydelige samlede personlighet, og derfor heller ikke hans storslagne enhet i plan og fremgangslinjer, men han hadde den samme fænomenale hukommelse, den samme utrættelige flid og uoverskuelige lærdom, den samme alsidighet, den samme forskerglæde og opdagerlidenskap og kombinationsevne, og han kunde derfor som Grimm skape en hel ny fædrelandsk videnskap.

Munchs hovedverk er Det norske folks historie. Av dette arbeide faar man et klart indtryk av hans forfatterpersonlighet, hans styrke, saavelsom hans svakheter. Naar man har læst eller bladet igjennem de 8 tykke bind, hvorav over halvparten er amnerkninger trykt med petit, sitter man igjen med billedet av en kjæmpe som har hugget sig igjennem en urskog, men som i hvert øieblik lar sig hefte bort fra hovedveien, fordi han maa bane