rygtet om julirevolutionen kommer til Kristiania, brændte han av længsel efter det sted hvor livet var hetest, og han ilte til Paris saa snart det var mulig. Han kom for sent, der var ingen revolution mere, men han gynget sig med velbehag i dønningerne, veiret hvor gjæringen boblet, tok aktiv del og satte masser i bevægelse. Han sitter paa galleriet i teater St. Porte-Martin, stykket fremmaner Napoleonslegenden — scene for scene — liketil St Helena, hvor den rødhaarede engelske skurk Hudson Lowe piner livet av sit store offer. Wergeland glemmer ganske sig selv, føler som en rasende franskmand hadet mot englænderne gløde i sit hjerte, læner sig utover logen og brøler: A bas les coquins anglais! Det var som at sætte en gnist til en krudttønde, i tusenstemmig ekko brølet hans utrop tilbake: A bas les coquins anglais! A bas les coqiuns anglais!
Wergeland gik — som de fleste av hans slegtled — omkring med en stadig trang til at skrike ut, — til at hævde sig, hans ungdommelige overstrømmende livsfølelse krævet uophørlige utbrud, og heller ikke hos ham antok utbruddene altid tiltalende former, men han var dog et geni, utstyret med den overdaadigste fantasi — han optok i sig alle tidens tendenser og blev i høiere grad end nogen anden i Norges historie sin tidsalders «repræsentative mand».
Henrik Wergeland var søn av en bondefødt prest, og han var opvokset paa Eidsvold, grundlovens fødested; hans hjerterøtter laa dypt bundet
