Side:Norsk aandsliv i hundrede aar 1915.djvu/10

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest


O, aldrig som i denne kveld
av andagt er igjennemstrømt
min sjæl av heftig orgel verden,
som nu av denne spæde torden,
der bruser fra torbistens vinge,
derfor, o milde regn, bliv ved!
— — — — — — — — — — —
Velsignelse du drysser ned.

Han tænker i billeder, i overvældende mængde fosser de ind i hans hjerne, han gir sig sjelden tid til at vælge, det ene billede trænger sig ind i det andet og skaffer sig plads i lange parenteser, som ofte gjør hans digte til et vildtvoksende junglekrat, som der skal taalmodighet til at gjennemtrænge.

En vildmand — som skraalhalsene omkring ham — gaar han braakende gjennem livet, tramper ned, uregjerlig og hensynsløs; men saa kan han pludselig stanse for i øm tilbedelse at bøie sig over den hellige jord og indsuge duften av en anemone i salig henrykkelse over livets betagende aande.

Hans blod ruller voldsommere, hans puls slaar hurtigere end andre menneskers, — med vold vil han indhente fremtiden, han ryster i verdenshistoriens bygning og utbryter med en kjæmpes utaalmodighet: Hvorfor skrider menneskeheten saa langsomt fremad?

Indtrykkene tar magten fra ham, hans stemninger har ham i sin vold, øieblikket sluker ham indtil den fuldstændigste selvforglemmelse. Da