og farve og ynde; den henrykker os derfor længe, ikke saa meget ved sin skjønhet som ved sine løfter, om hvis indfrielse vi ikke kan nære tvil.
Slik er denne slegt — larmende og ufærdig i alt, — men svanger med fremtid.
Det varer en stund før slegten finder en tolk, — ikke saa at forstaa at det mangler paa munde som kvæder; men i den avstand jeg har stillet mig, hører jeg dem ikke, — de forsvinder i massen, mens hele opmerksomheten slukes av den kjæmpeskikkelse som omkring 1830 stiger frem for vort øie og dækker hele horisonten — Henrik Wergeland.
Henrik Wergeland — vor store barbariske lyriker, en primitiv som ser alt omkring sig for første gang, med nye øine, — antropomorfistisk, mytedannende; han oplever verdens allerførste tordenveir, det blir til en kjæmpemæssig natfugl som flyver gennem himmelrummet, og med sine sorte, vældige vinger spreder mørke over jorden og med sit gule neb splintrer ekens sterke stamme; — den lunkne sommerregn falder velgjørende paa hans sjæl; han aner hemmeligheten ved dens velsignelse og betror os dens mytologi:
Har engle udspændt sine slør?
Saa fin og sød faldt regn ei for.
De himmelske først op den fange,
at blomsterne ei bliver bange,
at græssets sitren ei forskrækkes
og biens søvn i liljen vækkes
— — — — — — — — — — —
