sumtion opstiller hverken i den ene eller anden Retning, men at alt kommer an paa, hvad der kan oplyses om den enes eller den andens Anpart i Fælliget (– Livsarvingernes Ret forbigaaes her –) og i Forhold til Tredjemand paa 1–22–29 og 5–3–30, hvad sednere Erhvervelser angaar. Denne Mening, der egentlig er det samme som at sige, at vor Lovgivning præsumerer Særeje, (thi den lige Deling, der maa finde Sted, hvor intet kan oplyses, er en almindelig Nødhjælp), er fornemmelig med stor Styrke og Skarpsindighed forsvaret i en Afhandling i jur. Samll. 2 B. 3 H. jfr. jur. Tidsskr. 16 B. 1 H. og jur. Saml. 4 B. 1 H. Det kan vistnok heller ikke nægtes, at denne Forudsætning er den, som lettest lader sig forene med Lovstedernes Ord, og den maa i alle Fald som et videnskabeligt Resultat fortjene Fortrinet for ethvert Forsøg paa, med Forudsætningen om Sameje for Øje, at bringe Harmoni i de angjældende Lovsteder.
Man maa vistnok ligefrem erkjende Antinomien, og saaledes opgive ethvert Forsøg paa at bringe de angjældende Lovsteder til at harmonere. I ethvert Fald har det praktiske Resultat til alle Tider været sikkert, og dette Argument synes virkelig ogsaa at vise, at det ogsaa teoretisk talt har været overensstemmende med hvad Lovgiveren oprindelig mente. Den historiske Undersøgelse af Lovbogens Kilder vil føre til samme Resultat, og vise, at Praxis ikke har taget Fejl af Lovgiverens Mening.
Stiller vi os nemlig paa Lovbogens Standpunkt, og opkaster det Spørgsmaal, om den gaar ud fra Sameje eller fra Særeje, saa maa det for det første af den foregaaende Udvikling klarligen fremgaa, at vi kan sætte 5–3–31 og 32 ganske ud af Betragtning, som ligefremme Levninger af de ældre Loves, i Lovbogen udslettede, Lære om Arvejorden. Hvor vidt man for Resten skal antage at disse – nu i alle Fald upraktiske, – Lovsteder ogsaa i det Øjeblik, Lovbogen blev given, stod der som blotte Gjengangere af et ophævet Retsforhold, eller om det ikke maaske skulde have været Lovgivningens Mening at vedligeholde de gamle Regler om Arvejordens særskilte Arvegang – er det her ikke Stedet at drøfte. Saa meget er vist, at de intet har at bestille med Spørgsmaalet i dets Almindelighed.
Vi beholder saaledes ikkun 5–3–44, 5–2–58 og 59, Forbudene mod Afhændelser mellem Egtefolk i 5–4–3 og 5
