dede Afhændelsesforbud blev hævet, og dette kom saaledes i denne Lovbog til at staa umotiveret.
Med denne Undtagelse optog for Resten Chr. V. Lov helt og holdent den Jydske Lovbogs Bestemmelser om det her omhandlede Forhold; men den gjorde følgende tvende vigtige nye Tillæg dertil:
1) Livsarvingernes ubetingede Ret til det halve Bo, 5–2–19; og
2) Hele Specifikationssystemet i 5–2–20 og 21, jfr 60 og 58.
Lovbogen har derhos lige saa lidt som J. L. udtrykkelig udtalt, at den forudsætter Sameje. Men lige saa længe, som den paa Lovbogen grundede Familieret har været gjældende i Norge, har den stedse været anvendt saaledes, at der mellem Egtefolkene præsumeres fuldkomment Formuefællesskab ti lige Dele, og saaledes at Manden er eneste og fuldkomne Bestyrer af det fælles Bo. Hvad der er praktisk gjældende Ret er saaledes sikkert nok. En Forudsætning om Fællesskab ligger nu vistnok kjendelig i 5–2–14 (Gjælden skal betales af det fælles Bo) og 5–2–23 (den ene Egtefælles særlige Erhvervelser under Egteskabet bliver fælles); og om at dette Fællesskab er til lige Dele i 5–2–5 jfr. 5–2–20 1ste Pass. Men paa den anden Side er der flere Steder, der ikke synes at kunne faa nogen Mening uden under Forudsætningen om Særeje, navnlig 5–3–23, 31, 32 og 44; 5–4–3 og 4; 5–2–58 og 59 med den deri liggende Forudsætning samt 5–2–70. Ligeledes er den Omstændighed, at Lovbogen anvender Bødestraffen lige saa vel paa Forbrydelser mellem Egtefolk indbyrdes som mod Fremmede, et ikke uvigtigt Datum (se saaledes 6–5–4 o. fl.) Heller ikke skjønnes den tidligere temmelig almindelige Boslod- eller Hovedlodstraf at kunne faa nogen rimelig Mening under et nødvendigt Sameje mellem Egtefolk, da den skyldige jo strax vilde blive Medejer i den uskyldiges Halvpart i Boet (jfr. Fr. 6 December 1743 § 21: „Fogden skal lade den ene halve Del være den skyldiges Egtefælle som dens Hovedlod følgeagtig“).
Under disse Omstændigheder synes det, at man vilde slippe lettest fra Sagen ved at tænke sig, at Loven aldeles ingen Præ-
