Hopp til innhold

Side:Norsk Tidsskrift for Videnskab og Litteratur VII.djvu/282

Fra Wikikilden
Denne siden er ikke korrekturlest
276
Fr. Brandt. Om Formueforholdet

den paalægger Manden under en Bod af 6 Mark at vindicere hvad Konen har bortskjødet.

I Kjøbstæderne fandtes et mere bevæget Liv, ligesom faste Ejendomme der ikke havde den Betydning, som Jord paa Landet. Kjøbstædjord var stillet ved Siden af Løsøre. Noget Fællig mellem Forældre og Børn fandtes ikke der. Helsingborgs Stadsret, der formodentlig er en af de aller ældste, omtaler i Art. 30–34 aldrig Børnenes Ret til Lod i Boet, uden med Tillægget, „naar Fader eller Moder er død“ (jfr. her Sk. L. 1–17); Kjøbenhavns Stadsret af 1294 Art. 91, jfr. Erik af Pommerns Stadsret Kap. 71 og Christoffer af Bayerns V. 29, erklærer udtrykkelig at Børnene ikke har nogen Ret til at kræve Hovedlod i Forældrenes Bo, saa længe disse lever, med mindre Forældrene sætter sit Gods overstyr. Og da heller ikke Indskrænkningerne i Mandens Raadighed over Konens faste Ejendomme fandtes i Byerne, saa vil det altsaa sees, at Forholdet der netop var det samme som nu tildags. Efter den slesvigske Stadsret, den ældre Art. 39, den nyere Art. 59, kunde Konen raade for 12 Pendinges Kjøb; de øvrige danske Stadsretter omtaler ikke dette Punkt.

I den sednere Lovgivning berøres Materien kun løselig hist og her, idet Gjældens Betaling af det fælles Bo samt Hustruens Ret til det halve Bo med Undtagelse af Arvejorden udtales, se saaledes Christian den 3djes kjøbenhavnske Reces af 6 December 1517 Art. 28 og 29, og den koldinghusiske Reces af 13 December 1558 Art. 52 og 53. Derimod er det et omtvistet Spørgsmaal, hvor vidt ikke Jydske Lovs Bestemmelser gjennem Praxis havde fortrængt de Skaanske og Sjællandske Love. Dette lader sig neppe med nogen Bestemthed afgjøre; udtrykkelig blev Børnenes Medejendom i Forældrenes Bo først hævet ved Chr. IV. Fr. 23 April 1632 Art. 6, optagen i st. Rec. 1843, 2–7–1, der gjentager J. L. 1– 14. Den nævnte Forordning vedligeholdt endnu de gamle Regler om Arvejordens Arvegang, jfr. Kold. Rec. Art. 36, og gjentog derfor ogsaa den Jydske Lovs Forbud mod at Manden afhænder Konens indbragte Jord, men tilføjer for øvrigt ikke noget nyt. Først ved Chr. V. Lovbog blev ogsaa Arvejordens særegne Arvegang forandret, men uden at samtidig hermed det derpaa grun-