Hopp til innhold

Side:Norsk Tidsskrift for Videnskab og Litteratur VII.djvu/281

Fra Wikikilden
Denne siden er ikke korrekturlest
275
mellem Egtefolk.

disse og lignende Tilfælde skal der, i Tilfælde af sednere Tvist, afgjøres ved Nævn af 12 Mænd af Herredet, hvad der skal henregnes til Fædrene-, hvad til Mødrene- og hvad til Kjøbejord. – Virkningen af, at Manden overtraadte disse Bestemmelser, var den, at Konen eller hendes Arvinger paa Skifte kunde kræve Erstatning af Manden eller hans Arvinger, endog ved at angribe hans Arvejord; derimod beholdt Salget lige over for Tredjemand sin Kraft. Herom bestemmer dog Er. Sj. L. III. 9, at Konens Frænder ved at lyse til Tinge hvert 2det eller 3dje Aar, at Manden ikke maa afhænde Jorden qvæstionis, kan betage Salget dets Gyldighed; derimod bestemmer Sk. L. 1–8, 9, 15 udtrykkeligt, at Salget lige over for Tredjemand under ingen Omstændigheder kan rokkes (hun skal ei kallæ ofna jorþænæ þær sum hun liggær, forþy at hann var þa hennæ værjænde þær hann salde), og at Konen alene i Tilfælde af Skilsmisse kan sagsøge Manden til at give hende Erstatning i Jord, hvis han har Jord, og ellers i andet Gods (jfr. 2–2); hvorimod hun ellers blot kan holde sig til hans Arvinger efter hans Død, „eftersom Konen aldrig maa kjære paa Mandens Gjærninger, medens han lever“. Ogsaa J. L. tillægger alene Konen Erstatning.

Hvad Hustruen selv angaar, da var hun naturligvis aldeles umyndig og udispositionsberettiget over Formuen. Sk. L. 7–5 siger, at Konen ikke raader for mere end 5 Pendinges Kjøb, men da hun selv hermed, naar hun er en uforstandig Kvinde, kunde gjøre megen Skade ved at gjentage det oftere, saa kan Bonden ved at lyse det til Tinge betage hende Retten til at afhænde det mindste, og hvo som derefter handler med hende, maa tilbagelevere det modtagne og have tabt sit Vederlag. Det samme gjælder om Børn og Tyende, dog gik den der handler med Hustruen eller Børnene fri for Tyvssøgsmaal. Er. Sj. L. 3–35 har samme Regler, dog saaledes, at den, der handler med Hustruen eller Børnene, efter at Manden har lyst sit Forbud til Tinge, bliver Tyv derfor, lige som om han havde kjøbt af andet Tyende. S. L. 3–44 (Kilden til 5–3–23 og 22 men i korrupt Tilstand) forbyder ganske i Almindelighed Bondens Kone, Børn eller Tyende at afhænde noget uden hans Minde, og bestemmer, at den som handler med Konen skal have tabt sit Værd, hvorhos