Side:Norsk Tidsskrift for Videnskab og Litteratur VII.djvu/280

274

Fr. Brandt. Om Formueforholdet

At Manden som Familiens Hoved bestyrede Fællesskabet, følger ogsaa af sig selv. Ligeledes bestyrede han, i Egenskab af sin Kones og sine Børns Værge, ogsaa deres, fra Fælliget undtagne, Ejendele – Arvejord og Erhvervelser „som ikke ere med Arv bedne eller med Børn myndte“. Men i denne Henseende var hans Administration af Hensyn til Familiens Interesse betydelig indskrænket, og det, mærkeligt nok, i langt højere Grad end efter de gamle norske og islandske Love, hvor dog Særeje var gjennemført, men alligevel den eneste udtrykkelige Indskrænkning var, at Manden ikke maatte føre Konens Gods ud af Riget. Erindrer man imidlertid hvad herom tidligere er bleven bemærket, vil det dog erkjendes, at ogsaa denne Udvikling af Forholdet maatte være ganske konsekvent. Vald. Sj. L. har for øvrigt forbigaaet det hele og taler alene i 1–13 om den almindelige Myndighed. Enke maa ikke afhænde sin Jord uden i Trangstilfælde med sin næste Værges Raad; sine Børns Ejendom maa hun slet ikke afhænde. Er Børn i Fællig sammen, og er deres Fader til, da maa ingen afhænde deres Ejendom. Myndig Broder eller Stedfader, der har sine Søskende eller Stedbørn i Fællig med sig, maa ikke afhænde deres Jord, forinden Drengebørnene bliver myndige og Pigerne giftes; men Løsøret og „alle Fange“, altsaa ogsaa Jord, kan han frit raade over til fælles Udgifter ligesom over sit eget. Jfr. og Er. Sj. L. 1–44. Man ser nok heraf, hvad Lovens Mening er, men hvad Følgerne ere af Overtrædelser, erfarer vi ikke, lige saa lidet som der tales noget om Husbondens Raadighed over Konens Jord constante matrimonio. Alt dette behandles derimod især fuldstændigt i Er. Sj. L., der ligesom begge de andre Love udtrykkelig forbyder Manden at sælge sin Kones Jord, med mindre han har Barn med hende og lige saa megen Jord selv at hæfte ved, som han sælger af hendes. Har han tilsidst ikke mere tilbage af sin egen Jord, end han har solgt af hendes, da maa han siden ikke sælge denne, fordi den skal tjene Konen til Vederlag for den Jord, som hun indførte til ham; se Er. Sj. L. 1–27 jfr. 3–9 jfr. Sk. L. 1–8 til 14 (der dog ikke har Betingelsen, at Manden skal have lige saa meget Jord selv), J. L. 1–35 Kilden til N. L. 5–3–31). Ved Siden heraf viser Er. Sj. L. 1–23 og 24, at der intet var imod, at Manden mageskiftede den. I