stemthed at besvare, og det rette er vistnok at antage, at det slet ikke har fremstillet sig for Lovgiveren, hvilket let kan forklares deraf, at der for den vigtigste Ejendomsgjenstands, Arvejordens, Vedkommende allerede havdes saa tilstrækkelige og, vel at mærke, præceptoriske Regler, at nogen Tvist ikke lettelig opstod. I det hele viser Sammenligningen med de øvrige danske Landskabslove, hvor denne Materie er behandlet med en aldeles udtømmende Fuldstændighed at Valdemar den 2den alene har villet fixere visse bestemte Regler om dette Forhold, og for øvrigt sluttet sig til Forholdet saaledes som han saa, at det stadig gestaltede sig i Praxis. Og disse saaledes fixerede Regler angik alene Jordegodset (nemlig det arvede) samt Behandlingen af Børnenes Arvemidler.
Om indførte Svigerbørns Forhold til Svigerforældrenes Bo handler 1–13, som alt tidligere er omhandlet.
Om Forholdet til Stedbørnene handler 1–20, der bestemmer, at naar Nogen egter en Enke, der har Børn af første Egteskab, saa skal Stedfaderen ikke have mere i Konens Bo, end han selv indførte, hvis Konen ikke havde Hovedlod, (det er, hvis der ikke efter 1–6 var skiftet mellem hende og Børnene), i hvilket Tilfælde hun naturligvis medbringer denne til sin Mand jfr. 1–29, der tildels er Kilden til N. L. 3–19–16 til 19. Men J. L. 1–20 jfr. Thord Degns Art. B. 27, C. LIV. (Rosenv.) taler derhos om, at Stedfaderen kunde lægges i Fællig (hvilket, som bemærket i J. L. har sin ligefremme Betydning = oprette Fællesskab med) til Moderen og hendes Børn. Ligesaa omtaler den foregaaende 19de Art. Fællig mellem Søskende i den Forbindelse: naar den ene Broder gifter sig og fører sin Kone i Fællig til sine Søskende – hvorom Loven bestemmer, at dette ikke skal komme dem til Skade, som er umyndige eller Møbørn; men er de myndige og ikke paataler det, tager Broderbørnene fuld Lod i Fælliget.
Det forstaar sig for Resten af sig selv, at Husholdnings- og andre fælles Udgifter fælles udrededes, ligesom ogsaa at den fælles Gjæld betaltes af det fælles Bo. Dette ligger saa nødvendigt i Begrebet selv, at Lovene kun lejlighedsvis udtaler det, se saaledes: Sk. L. 2–1; Er. Sj. L. 1–28 og 36; J. L. 1–23 og 26, 36 i Slutningen og mange flere.
