ligt Sameje. Men Udtrykket „lægge i Fællig“ betyder i Sj. L. og Sk. L. netop det Modsatte af de norske Love (og J. L.), nemlig „ordne Fælliget“; dette selv indtraadte ipso jure, og behøvede saaledes ikke at lægges. Vi kunde saaledes nu oversætte dette Udtryk ved: „slutte Egtepagt“.
Gjenstand for Fælliget var al Ejendom med Undtagelse af Arvejord, som hver ejer paa den Tid Fælliget opstaar. Sednere Erhvervelser med særlig Adkomst (Arve, – thi om andet blev der vel aldrig Spørgsmaal, da det betragtedes som Frugter, se Sk. L. 1–15, Vald. Sj. L. 1–13 i. f.) blev derimod enhvers Særejendom, indtil den anden ogsaa erholder en Erhvervelse med samme Adkomst, thi da bevirker dette, at alt bliver fælles, uden Hensyn til de respektive Erhvervelsers Antal eller Værdi (Arvebed), naar kun den ene ikke er under 1 Mark (Sk. L. 2–3. Vald. Sj. L. 1–1 § 18 og 21; 1–2 § 10; Er. Sj. L. 1–30). Men det maa mærkes, at Arv ikke beder Arv mere, end 1 Gang; altsaa: dersom A først har arvet 3 Arve, da ere de hans Særeje; arver saa B, om ogsaa kun 1 Arv, saa bliver alle 4 fælles; arver derefter B atter en Arv, bliver denne hans Særejendom, indtil A derefter atter arver noget. Heri gjør Lovene en Indskrænkning, som dog egentlig ingen Undtagelse er, idet de tilføjer, at hvis Manden avler Barn med sin Kone, efter at hun har arvet en Arv, som han ikke har „bedet“ med en anden Arv, da „mynder (ɔ: erhverver af mund = Haand) han med det Barn alle disse Arve sine Fælles- børn tilhænde“. Men dette er egentlig nærmest en Udtalelse af Børnenes egen Ret.
Udenfor Fælliget stod, som sagt, altid Arvejord. Ved Vedkommendes Død faldt Fædrenejorden til Fædrenefrænder, og Mødrenejorden til Mødrenefrænder. Naturligvis arvede Livsarvingerne saavel Fædrene- som Modrenejord, men altid først efter Forældrenes Død, medens de, som vi vil faa at se, endnu i disses levende Live kunde gjøre Paastand paa Andel i de øvrige Ejendele. Det var derfor af yderste Vigtighed, at det altid kunde blive afgjort, hvor vidt Jorden var Fædrene- Mødrene- eller Kjøbejord (og altsaa indbefattet i Fælliget) og herom udtaler ogsaa Lovene sig meget omhyggeligt, se saaledes Er. Sj. L. 1–23, 24, samt 29 (Kilden til 5–3–44) o. m. fl.
