saaledes finder vi ogsaa Forholdet ordnet i samtlige danske Landskabslove.
Saavel den Skaanske Lov (1–7) som Valdemars Sjællandske Lov (1–1 § 9) og Eriks Sjællandske Lov (1–1) bestemmer udtrykkelig, at naar man gifter sig, da, om ogsaa den ene ejer 100 (Vald. Sjæll. L. 100)) Mark, og den anden blot ejer 1 Mark, skal de dog dele halvt i Kjøbejord og Løsore, hvad enten de saa skifter i levende Live, eller efter den enes Død. At Gjælden, uden Hensyn til dens Oprindelse, skal udredes af det fælleg Bo – siges ligefrem i Er. Sj. L. 1–28 (hans Gjæld skal være hendes og hendes skal være hans, og ligesaa Fordringerne). Dette var ligesaa efter Jydske Lov se 1–6.
Men efter de Skaanske og Sjællandske Love fandt derhos et andet højst mærkeligt Forhold Sted, idet Børnene og Børnebørn, og under visse Omstændigheder tillige Stedbørn og Svigerbørn, ogsaa havde Andel i Fælliget, lige saa vel som Manden og Konen. I Jydske Lov, saadan som den nu haves, er dette Forhold imidlertid bortfaldet, men det kan med Sikkerhed antages, at det ogsaa der tidligere har fundet Sted. Der findes i Valdemar den 2dens Jydske Lov flere Spor af en ældre Kilde, der da maa have været samtidig med, eller endog ældre end Sk. og Sj. L. (se Vald. Sj. L. 1–13, hvor „iuzk logh“ citeres) hvilke bestemt tyder derpaa. Paa dette Forhold er den hele Arvelovgivning baseret, og denne er i de Skaanske og Sjællandske Love gjennemført med en i Sandhed beundringsværdig Skarphed og Konsekvens. Idet den jydske Lov derimod i det væsentlige bibeholdt hvad der var principielt i den gamle Arvelovgivning, kom meget heraf til at staa temmelig abnormt, efter at den gamle Basis var bortfaldt. Uagtet nu J. L. er Chr. Vtes nærmeste Kilde i hele Arvematerien, kan vi saaledes ikke undgaa at henvende Opmærksomheden ogsaa paa de øvrige ældre danske Love, da meget i J. L. nødvendigvis maa blive dunkelt og uforstaaeligt, naar det ikke opfattes i Forbindelse med de ældre Kilder. Vi skal derfor nu i Korthed betragte disses Lære i dens væsentligste Anvendelser, idet vi dog, saa vidt muligt, vil forbigaa, hvad der ikke paa en eller anden Maade kan være af Betydning for J. L. og Chr. V. Lovbogs Vedkommende.
Ved Fællig forstaaes i de danske Love et sandt og virke-
