Hopp til innhold

Side:Norsk Tidsskrift for Videnskab og Litteratur VII.djvu/272

Fra Wikikilden
Denne siden er ikke korrekturlest
266
Fr. Brandt. Om Formueforholdet

træffer slige Bestemmelser som Erik Magnussøns Rb. 1280 Art. 21 og 22 og Haakon Magnussoøns No. 1313 Art. 6, hvorved Retsreglerne i Norge kom til at nærme sig til de i Danmark gjældende. Bestemmelserne i Haakon Magnussøns Retterbøder af 1297 Art. 6 og af 1306 (?) maa, som ovenfor bemærket, uden Tvivl forstaaes som Gjengangere fra de ældre Eidsiva- og Borgartingslove; ellers var man nødt til her at statuere en Tilbagegang i Retsudviklingen.


I Danmark gestaltede dette Forhold sig paa en fra de ovenfor skildrede ganske forskjellig Maade.

Danmark laa Tydskland saa nær; dets Retsforholde udviklede sig i meget efter germaniske Forbilleder, ligesom Beboerne var stærkt blandede med undertvungne germaniske Stammer. Det monarkiske Element var der trængt stærkere igjennem; Folkefriheden var langt fra saa udviklet og Ætsbevidstheden udad langt fra saa levende, som i Norge, end sige paa Island. Den anarkiske Tilstand, hvori Landet havde befundet sig i det Tidsrum, som ligger lige forud for den Tid, fra hvilken Lovene er os opbevarede, kom ikke Folkets Frihed tilgode; den var alene fremkaldt ved de forskjellige Prætendenters Kamp, dels med Gejstligheden, dels indbyrdes, om Magten. Og denne Magt var altid sig selv lig. Man træffer intetsteds i den danske Historie slige Høvdingeætter, der øvede en patriarkalsk Magt, der ofte var Kongens overlegen, – som vi finder paa hvert Blad i det norske Folks Historie, og det endog i en Tid, da Kongemagten i Norge var bleven næsten absolut. En fornærmet Magnat kunde vistnok ogsaa i Danmark gjøre Opstand mod sin Konge, men dette var og blev Undersaattens Opstand mod Kongen, – ikke en Kamp mellem Kongemagten og den patriarkalske Magt.

En nødvendig Følge af dette Forhold var ret, at Familie forholdet maatte tage sin væsentlige Udvikling indad. Her var der intet, som motiverede nogen almindelig Afvigelse fra den naturlige i selve Samlivet mellem Egtefolk liggende Fordring om, at de ogsaa maa have Ejendom fælles. Dette maatte naturligvis være det bekvemmeste og foraarsage de færreste Forviklinger, og