F. L., der baade ingen Myndighed tillægger Frænderne til at modsætte sig Fællig, og derhos lader den legale Præsumtion ind- træde allerede efter 1 Aars Forløb, – alligevel ikke ved noget udtrykkeligt Bud befaler Konen at lægge Fællig med sin Mand, naar han vil, – saa er dette vist nok snarere at anse som et Bevis paa, at nogen saadan Pligt ikke behøvedes, end paa at den ikke existerede. For det praktiske Livs Tarv er nemlig Fællig meget bekvemmere, end Dotalforholdet; og da særdeles Omstændigheder, som alligevel kunde gjøre Særeje til det hensigtsmæssige, i Norge ikke i nogen væsentlig Grad fandt Sted i alle Fald ikke efter de borgerlige Uroligheders Ophør, – saa er der neppe meget vovet ved at antage, at Fællig mellem Egtefolk var blevet det sædvanlige i Norge allerede paa Kong Haakon Haakonssøns Tid. Og idet Magnus Lagabøter, der ogsaa indtog hin Bestemmelse af G. L. om Hustruens Pligt til at samtykke i Fællig, bandt Fælligets Form til bestemte præceptoriske Regler, saa bør vi vistnok heri ikke se nogen Indskrænkning, men alene en bestemtere Ordning af Forholdet overensstemmende med hvad der faktisk gjaldt i Praxis. Vigtigt er det fremdeles at lægge Mærke til, hvor ufuldstændigt vore ældre Love behandlede dette Forhold, og fornemmelig Modsætningen mellem Fællig og Særeje, i Sammenligning med Graagaasen, hvor den fremhæves i de fineste Detaljer. Det synes i det hele, at dette Forhold i Norge kun har været lidet positiv lovbestemt og paa enkelte fixerede Punkter nær været overladt til sin egen Udvikling.
Men naar vi nu erindrer, at selv under Særeje havde Konen efter de norske Love ingen tinglig Ret, men stod alene som Kreditor i Mandens Bo (thi at hun fik sine fundi dotales udleverede in substantia, dersom de ved Egteskabets Opløsning findes i Boet, er en anden Sag) saa ser vi, at Forholdet ganske naturligt maatte udvikle sig derhen at Fælliget mere og mere maatte nærme sig til et fuldkomment Sameje. Dette var imidlertid noget, som ikke ret stemmede med de gamle Begreber om Familieforholdet og da nu den Betryggelse, som laa i Arvingernes Kontrol, var bortfalden, gik Lovgivningen en anden Vej, idet man søgte at betrygge Konen, der var udelukket fra Administrationen, ved i det mindste at reservere hende de vigtigste Formuegjenstande, hendes faste Ejendomme, og fra nu af er det vi