Hopp til innhold

Side:Norsk Tidsskrift for Videnskab og Litteratur VII.djvu/269

Fra Wikikilden
Denne siden er ikke korrekturlest
263
mellem Egtefolk.

lovene stedfunden Særegenhed for os (hvilket imidlertid er lidet rimeligt, da der i saa Fald synes at maatte findes flere Spor deraf) eller det er en misforstaaet Anvendelse af de danske Loves Regler om Jordegodsets Arvegang, og en Sammenblanden heraf med den norske Odelsrets-Institution, – saa er det i alle Tilfælde højst mærkeligt. Thi baade synes heraf at fremgaa, at der maa have fundet et nærmere Forhold Sted mellem denne Retterbod og de anførte Eidsiva- og Borgartings-Variantkodices; dels giver i ethvert Fald denne Dom en Nogle til den i Chr. IV. L. ny optagne almindelige Bestemmelse om at Odelsgods i Tilfælde af Arveskifte skal tilfalde næste Odelsmand uden Vederlag.

Paa samme Lagting i Bergen 1557 udgaves ogsaa en Anordning om Boers Skifte efter den ene Egtefælles Død uden Livsarvinger (Krags Hist. II. S. 273–274). Den først Afdødes Arvinger skal udtage hvad den Afdøde kan opløses at have indført i Boet; alt hvad der under Egteskabet er erhvervet, saavel som ogsaa al fælles Gjæld, som er stiftet efter Egteskabets Indgaaelse, skal deles lige mellem den længstlevende og den først afdødes Arvinger. Ældre Gjæld, som den Afdøde havde før Egteskabets Indgaaelse, skal dennes Arvinger alene tilsvare. Mærkeligt nok er det, at der ikke gjøres nogen Forskjel mellem, om der har været lagt Fællig eller ikke; tvertimod synes det, som om nogen Forskjel i saa Henseende aldeles ikke engang har fremstillet sig for Tanken. Bemærkningen om at den afdødes Arvinger „fanger hverken Bænkegaver eller Tilgaver“, kunde vistnok synes at tyde paa en Forudsætning om Særeje, men herpaa bør der neppe lægges synderlig Vegt, og Sammenligningen med Bænkegaver viser, at Tilgave ikke staar i den gamle tekniske Betydning, men alene betyder Gaver i Almindelighed. Under Forudsætning om Fællig stemmer derimod Anordningen ganske med M. L. V. 3, kun med den Forandring at Helmingsfællig nu overalt er lagt til Grund, og man synes saaledes heri at have et ikke uvigtigt Datum for at Fællig mellem Egtefolk paa denne Tid har været saa sædvanligt, at man alene behøvede at give Regler for Egtefællers Formueforhold under denne Forudsætning.

Christian IV. L. Arveb. Kap. 3 bibeholdt af M. L. Bestemmelsen om, at Hustruen ikke kan vægre sig for at lægge Fællig med sin Mand, uden at noget Samtykke af Arvingerne udkræves.