Hopp til innhold

Side:Norsk Tidsskrift for Videnskab og Litteratur VII.djvu/268

Fra Wikikilden
Denne siden er ikke korrekturlest
262
Fr. Brandt. Om Formueforholdet

stort vovet ved at antage, at denne Retterbod ikke har været gjældende uden i disse Lagdømmer, uagtet det heder i dens Intimation, at den skal være gjældende „um allt landit“. Thi dette Udtryk behøver ingenlunde at være synonymt med „allt Noreg“, og kan lige saa godt betyde: hele Distriktet. I alle Fald viser Maaden, hvorpaa den er benyttet ved Redaktionen af Chr. IV. L., at den ikke formaaede at fortrænge Landslovens Lære. Det er muligens denne Rb. hvortil der sigtes i det anførte Lagmands-Orskurd, Dipl. Norv. I. 108, hvilket i det mindste Udgiverne af Norges gamle Love synes at have antaget, ved den Bemærkning at Retterboden ikke er yngre end 1306.

Mærkelig i denne Forbindelse er fremdeles en Dom paa Overlagtinget i Bergen den 4 August 1557 (Paus S. 320): En Mand ved Navn Sigvard Madsen havde gjennem sit Barn arvet sin afdøde Kones Halvdel i Boet. Da Manden derefter døde uden Livsarvinger, gjorde Konens odelsberettigede Slægtninger imod Mandens Arvinger Fordring paa det efterladte Jordegods, hvoraf Konen havde indbragt Størstedelen. Dommen gik ud paa, at Konens Odelsgods skulde tilfalde hendes Slægt uden Vederlag indtil Beløbet af det halve Bo; Resten af hendes Odelsgods skulde de løse. Som Hjemmel herfor paaberaabes udtrykkelig „Sl. Kong Haakons Retterbod“, – hvorved umuligt kan være ment nogen anden end den her omhandlede Retterbod af Haakon Magnussøn den ældre om Fællig. Men denne taler ikke det mindste om Odelsgods i noget af Haandskrifterne, alene med Undtagelse af Cod. No. 11. Bibl. Deichm., der som anført tilføjer et Stykke af Landslovens Arvebolk Kap. 3 efter Varianter i Eidsiva- og Borgartingskodices, hvori det heder om Boets Skifte i Tilfælde af Fællig: óðal þeirra fari eptir því sem lögbók váttar. Det bliver saaledes en til Vished grænsende Sandsynlighed for, at det er denne Bestemmelse som menes i hint Citat, og at „eptir því sem lögbók váttar“ i hin Dom er fortolket som „uden Vederlag“. Men dette stemmer ingenlunde med M. L., der udtrykkelig bestemmer, at den odelsberettigede skal løse det Odelsgods som overstiger hans Arvelod, og i det anførte Tilfælde var Konens Slægtninger ikke engang arveberettigede efter Sigvard Madsen. Hvorledes nu dette hænger sammen, – hvad enten vi ogsaa her har en i Eidsiva- og Borgartings-