nemlig de ældre Loves Bestemmelser om dette Punkt har holdt sig trods M. L. i de 2 nævnte Lagdømmer, synes antageligt deraf, at der ogsaa i den følgende Lovgivning træffes flere Spor (hvorom nedenfor) af at en særegen Ret har gjældt i de nævnte Lagdømmer. Saaledes tales der endnu i Hertug Haakons Rb. af 1297 for Ringerige og Hadeland (Eidsivatings-Lagen), i Art. 2 om „lovlige Arvingers Samtykke og Frænders Raad“ som Betingelse for Fællig forinden Egteskabets Indgaaelse (man maa sætte Komma efter manna). End videre tales der i et Lagmands-Orskurd fra Skeen (Borgartings-Lagen) af 1305–6 (Dipl. Norv. I. No. 108) om, at nogle ikke ansaa Tredjingsfællig lovligt, men at Kongen har bestemt, at det skal holdes, dersom Arvingerne samtykker det. Antager man nu, hvilket forekommer mig aldeles rimeligt, at det har været ligesaa før M. L., saa ser vi, at Eidsiva- og Borgartingslovene har stemmet med G. L. i at kræve Arvingernes Samtykke til Fælliget, men afveget fra begge de ældre Love ved den særegne Regel om Fælligets Fordeling, eftersom der skiftes med Livsarvinger eller med Udarvinger, samt om de 9 Aars Præskriptionsfrist.
Dersom vi nu sammenholder de norske Loves Regler med de islandske, saa vil man se, at Forskjellen ikke saa meget viser sig i udtrykkelige Lovbestemmelser som mere i det Totalbillede, som man faar ved at betragte Institutionen i disse 2 Lovgivninger. Først og fremst er det mærkeligt at Konen ikke kunde nægte sin Mand Fællig, og at denne Bestemmelse netop findes i G. L., der ellers saaledes indskrænker Egtefællernes Adgang til at lægge Fællig, at den gjør den afhængig af Arvingernes Sam- tykke, – medens den ikke findes i F. L. der ellers saa meget begunstiger Fællig. Dernæst ser man, at den norske Ret ikke kjendte nogen Mellemting mellem Fællig og Særeje, (at i sidste Fald Mandens Administration ganske eller tildels kunde være hævet, F. L. XI. 5, er en anden Sag,) – samt at det ikke gik an, at enkelte Dele af Boet laa udenfor Fællig og den ene Egtefælle med Hensyn derpaa havde sine særegne Retsforhold. Ligesaa maatte vistnok altid Husholdningen og hvad dermed stod i Forbindelse drives for fælles Regning i Norge; – men især er det en væsentlig Forskjel at Konen, selv hvor der var Særeje, i Norge alene stod som Kreditor i Mandens Bo, medens
