Hopp til innhold

Side:Norsk Tidsskrift for Videnskab og Litteratur VII.djvu/262

Fra Wikikilden
Denne siden er ikke korrekturlest
256
Fr. Brandt. Om Formueforholdet

sige Bidrag, viser den anførte F. L. XI. 7 tilstrækkeligt, og at fælles Udgifter maatte udredes in solidum, – skjønt maaske mod indbyrdes Regres, – og ikke, som efter den islandske Ret, fordeltes mellem Egtefællerne i noget bestemt Forhold, fremlyser fremfor alt af F. L. XI. 5.

Ved Egteskabets Opløsning betragtes Konen som Kreditor i Mandens Bo, og maa konkurrere med Mandens særegne Kreditorer (G. L. 115). Tilsvarende Bestemmelser findes ikke i F. L. (jfr. dog XI. 6); derimod er G. L. 115 ordret optagen i Hk. 72 fg., hvorfor ellers F. L. i det Hele er lagt til Grund. Konens Tilgift C(hvorunder her ogsaa hører mundr) staar imidlertid tilbage for de Fordringer, som hvilede paa Manden før Egteskabets Indgaaelse. At imidlertid denne Regel bør forstaaes paa samme Maade som i Graag., nemlig betinget af, at Manden ikke var solvent, da han giftede sig, for Tilgiftens Beløb, synes at tilsiges af den anførte Grund: „at ingen skal kjøbe sig Hustru for andres Penge“. Konens Hjemmegift derimod konkurrerer med Umyndiges Penge, men det kan ikke erfares af G. L., at disse har haft noget Fortrin for andre Fordringer, ligesom heller ikke de øvrige Love indeholder nogen saadan Regel, idet de alene paabyder Forsigtighedsregler med Hensyn til Godsets Opbevarelse. Det kan saaledes ikke antages, at Konen engang for sin Hjemmegift har haft noget Fortrin for Kreditorerne i Almindelighed. Hendes særegne Erhvervelser under Egteskabet stod i Klasse med Hjemmegifte.

At disse Regler ogsaa skulde have gjældt Konens Jordegods, er ikke rimeligt; det vilde være altfor stridende mod de Gamles Begreber. Heri har hun sikkert haft en selvstændig tinglig Ret om ikke hendes Ejendomsret er bleven anseet som fremdeles bestaaende. Under en anden Forudsætning vilde det heller ikke være let at indse Grunden til et Forbud som det i Slutningen af F. L. XI. 8, der ikke vil at Konen skal erhverve andet Jordegods under Egteskabet, end hvad hun har indbragt eller sednere arver, hvilket jo vilde være uforklarligt hvis der ikke havde tilkommet hende en særegen Ret med Hensyn til dette. Denne hendes Ret kan dog neppe have strakt sig videre, end til, uden Hensyn til Boets Status, at erholde udleveret sine faste Ejendomme, naar disse ved Egteskabets Opløsning findes i Boet. At derimod