Ligeledes er det et godt Bevis paa, hvor skarpt Reglerne
om Særeje mellem Egtefolk var udprægede, at Egtefællerne ikke
maatte lægge Fællig, med mindre deres Vilkaar kunde ansees omtrent
lige. Hvad der var at foretage i Tilfælde af Overtrædelse
heraf, er ikke udtrykkelig sagt, men maa vel afgjøres efter hvad
der foreskrives om undanboð i Arfaþ. 10, (at sætte Vedkommende
ud af Besiddelsen og Bestyrelsen af Godset og alene lade ham
faa Renterne).
Den nyere islandske Lovbog, Jonsbogen, er i denne Henseende næsten Ord til andet overensstemmende med Magnus Lagabøters nyere norske Landslov, og anføres saaledes bedst der.
Efter de ældre norske Love var ogsaa Særeje mellem Egtefællerne det ordinære, men Bestemmelserne herom har langtfra den gjennemførte Skarphed og Ubetingethed som i Graagaasen.
Administrationen af begge Egtefællers Formue henhører under Manden, G. L. 52, F. L. XI. 5, hvilket sidste Sted dog udtrykkelig viser, at der heller intet var imod, at det ved Fæstemaalet eller før Brylluppet kunde vedtages, at Konen selv skulde bestyre og raade for sit Bo i det hele eller for Del. At Egtefællerne imidlertid i Trangstilfælde var pligtige at forsørge hinanden gjaldt her som ubetinget Regel, ja F. L. XI. 5 bestemmer udtrykkelig, at Manden er pligtig til, uden Afgang i Konens Hjemmegift, at forsørge hendes trængende Slægtninger; og selv om disse medbringer Arv, maa han dog alene anvende Renterne dertil og ikke angribe Kapitalen. Hvor vidt Manden under Egteskabet var pligtig at aflægge Regnskab for Indtægterne af Konens Gods, er ikke ligefrem udtalt i Loven. Jeg antager, at han var pligtig dertil, uagtet den ubestemte Maade, hvorpaa Antydningerne herom forekommer, end mere bestyrker den Anskuelse, at Tilfældet i Norge ikke var meget praktisk især naar man sammenligner de islandske nøjagtige Bestemmelser om dette Punkt. G. L. 54, F. L. XI. 7 og 13 o. fl., der viser at Manden endog kunde komme til at udrede Bøder til Konen, er kjendelig byggede paa den Forudsætning, at Regnskab skal aflægges. At Husholdningen for øvrigt altid førtes for fælles Regning, endog uden nogen Kontrol med at enhver ydede sit forholdsmæs-
