Side:Norsk Tidsskrift for Videnskab og Litteratur VII.djvu/259

253

mellem Egtefolk.

lige,^[1] – eller naar som helst sednere, men det gjøres til Betingelse: ef með þeim er jafnmæli. Fælliget medførte, som anført, ikke nogen Solidaritet i Rettigheder og Forpligtelser, men alene, at Boet bestyredes og Renterne nødes undereet. Det Forhold, hvori Egtefællerne skulde være lodtagne deri, beroede paa deres egen Bestemmelse, og var intet vedtaget ejede Manden 2/3 og Konen 1/3. I Forhold til enhvers Anpart, (sem þau eigu fé til) maatte de ogsaa svare til Gjælden og bestride alle paakommende Udgifter, – Forsørgelsespligt (jfr. dog Festaþ. 14 og 53 hvorom ndf.) Udstyr af Døtre osv. Bøder, som den ene eller den anden bliver ilagt, maa udredes af det fælles Bo, men ved Skiftet har den anden Egtefælle Ret til forlods at udtage et tilsvarende Beløb uden Renter (Kap. 23). Tilfalder der under Egteskabet den ene Egtefælle en Arv (eller anden Erhvervelse med særlig Adkomst), har denne Valget, om han vil, at den skal gaa ind i Boet eller ikke, og har i første Tilfælde Ret til paa Skifte forlods at udtage den igjen (Kap. 17). Til saadanne Tilfælde maa der vel være sigtet ved den besynderlige Slutningsbestemmelse i Úm. þ. 35, der under kjendelig Forudsætning om Fællig taler om Særgjæld, der kan indtales hos Konen medens Manden lever (ef hon hasi ein við sik skuldir átt). – Det vil af det anførte sees, at, uanseet Fælliget, den enes Bo meget vel kunde være fallit og den anden eje stor Formue. Herimod kan ikke anføres Bestemmelsen i den ovenfor omtalte Úm. þ. 35, at alt fé þeirra skal være Manden heimilt til skuldar gildis. Thi denne korte Bestemmelse, der er sat i Forbindelse med Bestemmelsen om, at man ikke kan sagsøge Konen personlig, medens Manden lever, – afgjør intet med Hensyn til Gjældens virkelige Fordeling, og vil neppe sige videre, end at Manden er rette Vedkommende, til hvem man har at henvende sig om Betaling lige saa vel af Konens som af hans egen Gjæld. At det passerede dog alligevel staar ved Magt, om ogsaa Manden har benyttet Konens Formue i en større Udstrækning, end han burde‚, er en anden Sag, og følger af, at han bestyrer hendes Gods, hvilket gjælder endogsaa om der ikke er noget Fællig. Endelig omtales der ogsaa et

1. Se som et Exempel Fæstemaalet mellem Hrut og Unn, Njaalss Kap. 2.