(f. Ex. Bøder for Lejermaal med Datter, fælles Børns Forsørgelse, Døtrenes Udstyr) tilfaldt dem i det legale Forhold: Man den to Tredjedele og Konen een Tredjedel. Ved Egteskabets Opløsning kan der i dette Forhold ikke blive Tale om nogen Deling af Boet: enhver tager sit. At Konen i Skilsmissetilfælde, hvor hun er den skyldige, taber sin mundr, er alene en Straf. Forholdet til Kreditorerne bliver naturligvis her uden Virkning, da hvert Bo har sine særegne Kreditorer; at Konen taber sin mundr for det Tilfælde, at Manden ved Egteskabets Stiftelse ikke ejede i det mindste 1 Mark af dens Beløb gjældfrit, (Graag. Kaupab. 9) hænger sammen med den i G. L. 115 og flere Steder i de norske Love udtalte Sætning, at Ingen skal kjøbe sig Hustru med anden Mands Penge, jfr. ogsaa Graag. Festaþ. 12 der (af en ganske anden Grund) sætter stræng Straf for aldeles fattige Personers Egteskab.
Dette ubekvemme Forhold, – der synes at maatte gjøre en fælles Husholdning næsten umulig, – kunde naturligvis af Egtefællerne forandres ved kontraktmassigen, enten i selve Fæstekontrakten eller sednere under Egteskabet, at lægge sit Gods sammen i Fællig (félag). Ligeledes indtraadte Fællig i visse Tilfælde ipso jure. Men her maa nøje bemærkes, at Fællig ingenlunde svarer til det, som vi nu forstaa ved Egtefællers Formuefællesskab; det vil, som af det Følgende vil blive klart, ikke sige andet, end at Indtægterne nødes fælles, og at Manden altsaa blev fri for at aflægge Regnskab. Ogsaa kunde Egtefolkene komme overens om, at Husholdningen skulde føres fælles, (at eiga i bú, Festaþ. 21, Kaupab. 9), medens de tvende Boer for øvrigt holdtes separerede. I dette sidste Tilfælde havde Konen Bestyrelsen af den indvendige Husholdning, og kunde i Mandens Fravær gjøre de til Husets Tarv fornødne Indkjøb paa egen Haand og for fælles Regning, medens Forholdet i alt øvrigt blev uforandret, og ved Egteskabets Opløsning bliver det blot den for den fælles Husholdnings Skyld stiftede Gjæld, der fælles bliver at tilsvare saaledes, at den forholdsvis (at sinum hluta) deles mellem Egtefællerne.
Hovedbestemmelsen om det almindelige Fællig mellem Egtefolk findes i Graag. Festaþ. 22. Fælliget kan enten vedtages ved selve Fæstemaalet, – hvilket forudsættes at være det sædvan-
