tragtning vise sig grundet i Sagens Natur. Thi hvor et Egteskab bliver barnløst, vilde Formuefællesskab bevirke, at en Del af Svigerforældrenes Formue gjennem Svigerbarnet gik over i dettes Æt, der er hines aldeles uvedkommende – og hvor der er Livsarvinger, bliver Forholdet i ethvert Tilfælde uforandret, da disse saavel ere Svigerforældrenes Børnebørn, som sine egne Forældres næste Arvinger, medens dog ogsaa her et oprindeligt Særeje altid skarpere fastholder den enkelte Formues rette origo.
Denne Tingenes Tilstand gjenfinder vi netop saaledes som den her paa Forhaand er konstrueret, naar vi kaste et Blik paa de gamle Nordboers Retstilstand.
Hos intet af Oldtidens Folk finder vi Folkefriheden mere udviklet, Statsbaandet løsere, men paa den anden Side Ætsbaandet stærkere end hos Islændingerne i Fristatens Tid, og intetsteds findes igjen Reglerne om Særeje mellem Egtefolk fastholdte med den overordentlige Skarphed.
Efter Graagaasen vedbliver enhver af Egtefællerne at være Eier af sit medbragte Bo. Manden skal vistnok bestyre Konens Gods, men særskilt for sig som et eget Bo; Indtægterne eller Renterne deraf skulde han udrede til hende, og deraf skulde hun leve; (Festaþ. 50). Alene af heimanfylgja skulde han ingen Renter svare, derimod svarede han Renter af mundr. Da Manden ikke maatte bortleje det Gods, som Konen ejer i Kostbarheder, kunde han naturligvis ikke heller svare Renter af dette, hvilket vel ogsaa maatte forstaa sig af sig selv. Var den ene Egtefælle trængende, maatte han vistnok forsørges af den anden, men havde denne tillige fattige Slægtninger at forsørge, maatte Egtefællen vige, og dennes egne Slægtninger overtage Forsørgelsen, hvis der ikke hos den formuende Egtefælle var tilstrækkeligt til underhold for dem alle, Úm. þ. 29 og 34. Men det er mærkeligt nok, at disse Bestemmelser ganske vist ere af senere Oprindelse. Den første mangler ganske i Cod. reg. og findes blot i det yngre, arnamagnæanske Haandskrift; den anden findes vistnok ogsaa i Cod. reg., men kjendelig mutileret og uden Sammenhæng med det øvrige i Kapitlet; oprindelig har der saaledes vistnok ikke existeret nogen Forsørgelsespligt mellem Egtefæller. Jfr. ogsaa Festaþ. 14 og 53. Erhvervelser og Udgifter, som under Egteskabet tilfaldt Egtefællerne fælles, udenfor det egentlige Bo
