Da Redaktionen af Tidsskriftet bar ønsket at meddele efterstaaende Prøveforelæsning af mig i Forbindelse med den af Hr. Lector Aschehoug afholdte, eftersom begge angik retshistoriske Emner af en mere end almindelig Interesse, har jeg troet at burde følge denne Opfordring, saa meget mere som derved turde leveres et Bidrag til Løsningen af et af de i Theorien mest omtvistede Spørgsmaal i vor nu gjældende Lovgivning; uanseet at Tiden ikke bar tilladt mig at foretage den fuldstændige Gjennemgaaelse, hvortil Afhandlingen nu efter 23 Aars Forløb vistnok kunde trænge. Den meddeles derfor, i alt væsentligt saadan som den blev holdt, blot med enkelte mindre Forandringer og Tilsætninger, som jeg ved et løseligt Gjennemsyn har kunnet anbringe. Kun maa jeg bede udtrykkelig bemærket, at det er en Forelæsning, bestemt til at holdes paa een Gang. Det viste sig nemlig under Udarbejdelsen, at jeg i Valget af Thema havde forregnet mig noget, og at det, naar det skulde behandles i det Omfang, som jeg fra først af havde tænkt, vilde betydeligt overstige Maalet for en enkelt Forelæsning. Det blev derfor nødvendigt at beskjære Stoffet og sammentrænge Fremstillingen saa meget, som det lod sig forene med Tydelighed og Fuldstændighed, samt udelade Alt hvad der ikke strængt taget laa ind under de ved Overskriften betegnede Grænser. Dette Hensyn var mig under Udarbejdelsen oftere ubehageligt, og jeg tør heller ikke haabe at det skulde være blevet ganske uden Indflydelse paa den skriftlige Fremstilling.
Det ligger i Sagens Natur, at jo friere Folket er, jo løsere Statssamfundet er organiseret, desto engere maa Ætsbaandet være, – her er det væsentlig som Medlem af en Æt, at det enkelte Individ kan faa noget at betyde. Men man vil tillige altid se, at hvor Ætsbevidstheden udad er stærkt udpræget, der er der ogsaa Særeje mellem Egtefællerne. Denne Sætning, der ved første Øjekast maa synes noget abnorm, vil dog ved nærmere Be-
