holdes som ugjorte, hvorimod alle Salg, Pantsættelser osv. skulle skee til Thinge, hvor Godset er liggende, og lovlig for Retten (Evensens Samlinger 2 B. 2det Hefte S. 11),
Derimod finder man intet Spor til, at Thinglæsning af saadanne Documenter har været anseet for nogen Retsnødvendighed eller engang været anvendt udenfor Bergens By, for hvis Vedkommende det, som sees af Lagmand Paul Helliesøns Dom af 1594 i Norske Samlinger I. Side 278, efter gammel Vedtægt fordredes til Pantebreves Gyldighed, at de skulde indtegnes i Thingbogen. Meget mere vise andre samtidige Documenter, i hvis Oprettelse samme Paul Helliesøn har havt Deel, at Pantsættelse af Gods udenfor Bergen ikke er bleven thinglæst. Først Forordn. af 26 August 1622 paabød, at Skjøder og Pantebreve, som udgaves til Adelen skulde læses og paaskrives til andet Thing, efter at de ere udgivne; af Diplomerne seer man imidlertid, at man allerede temmelig snart efter denne Forordning og under Paaberaabelse af samme begyndte at thinglæse og paaskrive andre Skjøder og Pantebreve; men almindelig synes dog denne Praxis ikke at være bleven førend efter 1630. Chr. den IV.s store Reces 2–15–11 paabyder, at der ved ethvert Thing skal haves Pantebog, hvoraf Underretning skulde gives om Pantsættelser, men dette Bud er nok neppe anseet gjældende i Norge, da en ved Forestilling fra Bergens Borgere foranlediget Forordning af 29 Juli 1646 foreskriver Thinglæsning og Protocollering af alle Skjøder og Pantebreve. At denne Forordning skulde gjælde alene for Bergen, kan ikke sees af dens Indhold, da den tvertimod omtaler Pantsættelse af Folk, som bo paa Landet, og er vel mindre antageligt, naar hensees til den i Bergen herskende, allerede forhen omtalte Sædvane, ifølge hvilken Thinglæsning ansaaes nødvendig, ialfald ved Pantsættelser.
