som M. L. Tyvebolk Cap. 4 i. f. viser, at dette Ord simpelt hen betyder Beviis for Hjemmel, og at Kjøbebolken, Cap. 10 altsaa kun indeholder den Forskrift at man skal indrette sit Kjøb saaledes, at Hjemmelsmanden kan oplyses, hvis det Kjøbte befindes stjaalet eller forfalsket og at Lovstedet saaledes ingen Opfordring indeholder til Kjøberen om at betinge sig reel eller personlig Garanti for Sælgerens Hjemmelspligt.
Nogen Forandring i Retsregler, som kunde faa væsentlig Indflydelse enten til Forebyggelse eller paa Løsningen af Collisioner mellem Rettighedshavere i en og samme Gjenstand, med- førte hverken de indtil Christian den Fjerdes norske Lovs Emanation udkomne Rettebøder og Forordninger eller denne Lov selv. Den eneste Forskrift i samme, som her kan fortjene at udhæves, er maaskee den i Thingfarebolken Cap. 4 indtagne (jfr. Recessen af 1539, Art. 11. Recessen af 1568 og Fr. for Adelen af 14 Febr. 1582), som bestemmer, at Stævning er fornøden til Optagelsen af Vidnesbyrd, at der ikke maa dømmes efter nogen Beviisning, som ikke er tagen til Thinge for Lagmanden eller Lagrettesmændene, og i Forbindelse med Gjentagelsen af Budet om Sorenskriveres Ansættelse, at Præsterne ikke maatte skrive noget Vidnesbyrd eller andre Bænkebreve. Heraf synes nemlig at følge, at Loven, uagtet den uforandret har optaget M. L. Kjøbebolk Cap. 11, dog ikke tillægger de der omhandlede skriftlige Contracter fuld Beviiskraft, og at den ikke vil have dem skrevne af Andre, end Parterne selv eller Sorenskriveren. Saa vidt man kan bringe i Erfaring, har man ialfald i det virkelige Liv fortolket Chr. den IV.s Lov saaledes, da næsten alle senere Documenter forkynde sig som nedskrevne af vedkommende Parter eller Sorenskrivere, samt for saa vidt dennes Hjælp har været benyttet, hyppigst som forfattede paa selve Thinget, hvilket jo altid har været et Fremskridt. Udtrykkelig blev dette foreskrevet ved Chr. IV.s Forordn. af 1 Aug. 1622, som – efter i Præmisserne at have omtalt, at Undersaatter og Odelsmænd i Norge tidt og ofte indbyrdes og hemmelig med hverandre sælge, kjøbe, mageskifte ellers udi andre Maader ved Contracter afhænde eller sig tilforhandle Odels Jordegods, hvoraf adskillig Trætte og Vidtløftighed foraarsages, – bestemmer, at ingen saadanne hemmelige Forhandlinger maa tilstædes eller udi Rettergang passere, men skulle
