de have hørt sige, at en Gaard er bleven pantsat; det forudsættes paa andre Steder, at ikke engang en Mands nærmeste Slægtninger vide fuldstændig Besked om, hvad han efterlader sig, eller om han har fuldgyldig Hjemmel til den Jord, han ved sin Død besad, se f. Ex. I. No. 151, 764 og 783; det viser sig for øvrigt, at der ofte har været Tvist og Uvished om Eiendomsretten til fast Gods, se f. Ex. I. No. 97, 100, 851 og 1103, II. No. 71, 116, 140, 254, 257 og 280, og blandt de i Diplomatariet trykte Domme er der ikke faa, som angaae Collisioner mellem tinglige Rettighedshavere, af hvilke den yngre i Almindelighed ikke synes at have havt Kundskab om den ældres Ret, se I. No. 180, 201, 598, 997, 998, 1094, 1095, jfr. II. No. 47.
Uden Tvivl simpelt hen en Følge af og saaledes et stærkt Beviis paa den beskrevne Usikkerhed i Retstilstanden er det, at den, der kjøbte en fast Eiendom, som Garanti for at Sælgeren skulde hjemle ham den eller som Erstatning for Vanhjemmel, hyppigen betingede sig Pant i en anden. Dette fandt især ofte Sted ved Mageskifte, idet hver af Parterne betingede sig, at han skulde faa sin gamle Eiendom tilbage, dersom den, for hvilken han mageskiftede samme, blev ham fravindiceret, hvilket i Mageskiftebrevene sædvanlig udtryktes saaledes, at den ene Eiendom skulde frelse eller borge den anden, se f. Ex. I. No. 203, 365, 566, 1052 og flere, II. No. 17, 39, 167, 260, 304, 314, 316, 395, 423, 472 og 310. En lignende Forsigtighed iagttoges imidlertid ogsaa ofte ved Salg, se f. Ex. I. No. 138, 188, 250, 289, 326, 385, 582, II. No. 67, 158, 161, 220, 263, 292, 341, 350, 369, 383, 401, 457, 537, men, som enkelte af disse Exempler vise, da undertiden først naar Kjøbesummen blev betalt. Man kunde maaskee ville antage, at det er en Antydning i Loven, Praxis her har fulgt. Det foreskrives nemlig i M. L. Kjøbebolk, Cap. 10, jfr. Bjarkøretten Cap. 110, at man skal kjøbe med heimildartökum, hvilket Udtryk man kunde ville oversætte med „Borgen for Hjemmel“, Noget der kunde synes saa meget rimeligere, da en anden af de nordiske Lovgivninger, nemlig den danske, har en saadan Institution, som der fører Navnet Vin. Men at lægge denne Betydning ind i Udtrykket heimildartak vilde dog være urigtigt, da saavel Slutningsbestemmelsen i Capitlet
