Foruden at Lovene fra denne Periode saaledes have opstillet
Hævds- og Præscriptionsbestemmelser for specielle Tilfælde,
har det heller ikke været de Tiders Retsbevidsthed ganske fremmed
i Kraft af en almindelig Grundsætning at tillægge de bestaaende
Retsforhold Gyldighed paa Grund af deres Ælde. Det har
maaskee endog været Lovens Mening, at den Besiddelse, som var
nok til at skaffe Odel, med det samme skulde tjene til Beviis for
Eiendomsretten (jfr. dog Landabrigð Cap. 9). Ialfald synes Diplomerne
I. No. 102, 157, 268, 884 og 926 at antage, at 60
Aars Besiddelse gav Eiendomsret. Desuden gives der flere andre
Diplomer, som vise, at man uden Hensyn til Odelshævds-Perioden
har søgt Beviis for et existerende Forholds Retsgyldighed
i dets Bestaaen gjennem længere Tid, uden at det dog med Bestemthed
kan sees, hvor lang man har tænkt sig, at denne Tid
maa have været, se Dipl. Norv. I. No. 894, 926 og 1048; en
i Rigsarkivets utrykte Diplomsamling forefunden Dom af 17 October
1621 tilkjender imidlertid en Mand, der havde havt Pladsen
Frosæter i Værdal i Besiddelse gjennem 40 Aar, Eiendomsret
til samme, uagtet det i Dommen selv erkjendes, at Pladsen
ikke havde tilhørt nogen Almenning. Denne Hævdsperiode maa
da være hentet enten fra Analogien af det nævnte Capitel i
Landsleiebolken eller fra Jydske Lov. En Hævd, som først kunde
erhverves gjennem en saa lang Besiddelse, maa dog have ydet
en langt svagere Beskyttelse, end Tilstanden i hine Tider upaatvivlelig
havde Krav paa.
Ligesom allerede en Sammenstillen af Lovenes Bestemmelser viser, at den, der betingede sig en tinglig Ret, kun kan have havt liden Garanti for, at denne Ret ikke skulde blive ham berøvet i Collision med ældre Rettighedshavere, saaledes vidne ogsaa Efterretningerne fra den Tid, for hvilken Magnus Lagabøters Love have gjældt, om at Retssikkerheden virkelig har lidt herunder. Det sees, at man undertiden ikke har havt anden Udvei til at godtgjøre sin Eiendomsret eller sine andre tinglige Rettigheder over fast Gods, end at indhente Thingalmuens eller enkelte Vidners Forklaring om, at de aldrig have hørt, at nogen Anden er fremkommen med Krav paa samme eller har benegtet dem, se f. Ex. Dipl. Norv. I. No. 894, 912, 917, 926, 1048, 1075 og No. 637, som indeholder et Prov af tvende Mænd om, at
