indeholdte Bud saa gjælder det kun om kaup, altsaa om frivillige Dispositioner, og efter Ordene kun om saadanne Transactioner, hvori der erlægges Præstationer fra begge Sider. At imidlertid Budet ogsaa maatte antages gjældende om Gavecontracter, synes lidet tvivlsomt. Ligeledes omfatter Capitlet sandsynligviis Leiecontracter, og at der blandt vore Diplomer findes saa faa af dette Slags, skriver sig vel alene fra Ufornødenheden af at opbevare saadanne Documenter.
Som allerede bemærket have Magnus Lagabøters Love i Sammenligning med F. L. udvidet Adgangen til at indtale Rettigheder, der gjennem længere Tid ikke have været gjorte gjældende. De have nemlig ikke optaget Fr. Lovens almindelige Præscriptionsbestemmelser, og det er derfor kun ved en uagtsom Gjengivelse af Fr. L. XIV. 2, at Landsloven i Landabrigð, Cap. 17, er kommen til at paabyde, at Præscription ikke skal finde Sted i det der omhandlede Tilfælde. M. L. Love kjende dog saavel Hævd som Præscription i flere, os her vedkommende Tilfælde, se Arvebolkens Cap. 11 og 18 om Præscription af Arveklagen, Kjøbebolkens Cap. 20 og 21 om Præscription af Panteretten og Formynderens samt Huusbondens Ret til at tilbagesøge, hvad den Umyndige eller Konen har solgt, Landabrigð Cap. 13 om Præscription af den contractmæssige Ret til at indløse Jord for den ved forsölumál erlagte Sum, Bylovens Byordning Cap. 5, hvorefter Adgangen til at gjøre den der omhandlede Forkjøbsret gjældende præscriberedes efter 12 Maaneders Forløb, Landabrigð Cap. 4, (jfr. dog Cap. 7) om Præscription af Odelsretten. Landsleiebolkens Cap. 61 viser, at Jord, der tilhørte Almenninger, hævdedes af Privatmand ved 40aarig Besiddelse, og Bylovens Byordning Cap. 6, at Tomt hævdedes ved i 20 Aar at have havt Huus staaende paa samme. I Kong Erik Magnussøns store Retterbod Art. 22 gjenoptages ogsaa F. L. X. 28 og XII. 1 i en enkelt Anvendelse, nemlig med Hensyn til den Hustruen tilhørende Jord, som Manden sælger uden hendes Samtykke, men sandsynligviis er hverken dette Lovsted eller Haakon Magnussøns store Retterbod af 1313, Cap. 6, der bestemmer, at Hustruen i saadant Tilfælde skal lyse sin Ret til at tilbagesøge Jorden inden 5 Aar, bleven fulgt i Praxis, ialfald ere de ikke blevne optagne i Chr. IV.s Lov, se Odelsbolken Cap. 6 og 8.
