nok været en reen Tilfældighed, at et Document har betjent sig af Udtrykket, at Parterne lyste, istedetfor de almindelige, at Parterne bekræftede eller vedgik. Rigtigheden af denne Forklaring bestyrkes ogsaa af de nævnte Diplomer, af hvilke kun det ældste, I. No. 159 udhæver Lysningen som en egen Handling. Da man saaledes vistnok har følt, at Skjødningen som en mundtlig og Lysningen som en ikke i tilstrækkelig Grad offentlig Act lidet har svaret til sin Hensigt, idet det meget ofte har maattet kunne hænde, at Kundskaben om en stedfunden Overdragelse forsvandt, var det ganske naturligt at man antog, at denne Kundskab vilde blive baade fuldstændigere og sikrere opbevaret, naar man, som ved det nævnte Capitel i Kjøbebolken skeet, foreskrev at Overeenskomster af det omhandlede Slags skulde affattes skriftligt.
Det er imidlertid klart nok, at denne Bestemmelse ikke i alle Henseender var fyldestgjørende; thi paa samme Tid som det ved Paabudet om Kjøbecontracters skriftlige Affattelse blev lettere for de i samme deelagtige Parter at bevise deres Indhold og Afslutningstid, blev det, da Overdragelsernes Offentliggjørelse ganske bortfaldt, vanskeligere for Trediemand til rette Tid at komme til Kundskab om deres Tilværelse. Det synes vel som om Lovgiveren har villet, at saadanne Overeenskomster skulde afsluttes aabenlyst og paa en saadan Maade, at Enhver, som spurgte sig for, kunde erholde Underretning om samme, idet Loven sees at have tænkt sig, at Lagmanden eller Sysselmanden i Regelen skulde være med ved Documentets Affattelse og Forsegling. Af Diplomerne seer man ogsaa virkelig at Overeenskomsten er sluttet eller nedskreven undertiden i Lagmandens og særdeles ofte i en eller flere Præsters Nærværelse, eller at det ialfald paaberaabes, at der har været mange gode Mænd tilstede. Men endog efter Lovbudet selv har det ikke været ubetinget nødvendigt, at nogen Mand i offentlig Stilling eller flere end tvende andre gode Mænd skulde paahøre Overeenskomsten eller deeltage i Forseglingen. Det sees derfor let, at Lovbudet naar det lykkedes at skaffe sig Vidner, paa hvis Taushed man kunde stole, ingen Hindring lagde i Veien for, at Documentets Tilværelse forblev en Hemmelighed, uden at det derfor tabte sin Gyldighed i Forhold til Trediemand, som i Uvidenhed om samme senere kjøbte Eiendommen eller betingede sig speciel tinglig Ret i den.
